Stærkt Intel regnskab øger risikovillighed

De amerikanske fondsbørser er kommet godt fra start, efter at Intel var med til at banke optimisme ind i teknologiaktierne med sit stærke kvartalsregnskab.

Læs mere
Fold sammen
Samtidig er der kommet amerikanske nøgletal, der ligeledes overraskede investorerne.

Det amerikanske Dow Jones Industrial indeks åbner 1,5 pct. højere i 8.487. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner 2,2 pct. højere i 1838.

Intels stiger 6,6 pct. til 17,9 dollar, efter at have leveret en markant overraskelse i sit regnskab for 2. kvartal. Chipproducentens omsætning faldt 15 pct. til 8,0 mia. dollar, hvilket er betydeligt over forventningerne på 7,27 mia. dollar. På bundlinjen blev det dog til et tab på 398 mio. dollar, og tabet skyldes en bøde fra EU's konkurrencemyndigheder på 1,45 mia. dollar grundet Intels pres på AMD.

Økonomidirektør Stacy Smith bemærkede, at det private pc-marked har vist styrke i enkelte områder. I Asien herunder Kina har styrken i salget været ekstra kraftig. Intel venter et salg på 8,1-8,9 mia. dollar i tredje kvartal, hvor analytikerestimatet lød på 7,8 mia. dollar. Yderligere bemærkede Stacy Smith, at bruttomarginalen i fjerde kvartal kan nå over normalen mellem 50-60 pct. Det skyldes mindskede omkostninger for næste generation produktion. Prognoserne er hele vejen rundt klart bedre end ventet. Konkurrenten AMD følger med den gode stemning og stiger 7 pct. til 3,8 dollar.

Bank of America stiger 1,9 pct. til 13,2 dollar, efter at storbankens næststørste investor Korea Investment Corp. planlægger at fastholde sin 800 mio. dollar aktiebeholdning, da den forventer, at aktien vil udvikle sig i takt med økonomien. Imens stiger finanshuset Citigroup 3,1 pct. til 3 dollar frem i mod fredagens regnskab.

Medicinalkoncernen Abbott Labs falder 3,8 pct. til 44,7 dollar, efter at have aflagt regnskab for 2. kvartal, hvor resultaterne kom ind på linje med analytikernes forventninger, mens forventningerne lå i underkanten.

Altera stiger 5 pct. til 17,4 dollar, efter at selskabet aflagde regnskab for 2. kvartal. Altera præsenterede en halvering af overskuddet i forhold til samme periode sidste år, men overgik alligevel analytikernes estimater.

På makrofronten faldt industriproduktionen 0,4 pct., og var dermed bedre end analytikernes estimerede fald på 0,6. Erhvervstillidsindikatoren Empire State Manufaturing steg til minus 0,6 pct. i juni fra minus 9,4 pct. i maj, og overgik dermed analytikernes ventede minus 5,0

RB-Børsen