Spar Nord: Vi skal være lokale i hele landet - Komm. chef

 

Den nordjyske bank Spar Nord satser på geografisk ekspansion og vil også være til stede i byer syd for Mariager Fjord. Og det har krævet, og kræver fortsat, investeringer.

 

- Vi er stadig i en investeringsfase, hvor vi er igang med at åbne flere filialer, og der kommer inden længe en i Randers også. Men vi kan nu for alvor mærke, at de investeringer, vi allerede har lavet begynder at bære frugt, siger kommunikationschef i Spar Nord, Ole Madsen, til RB-Børsen.

 

Bankens ambitione er at være tilstede i alle landets større byer, og Spar Nord er klar til at tage konkurrencen op uden for sit traditionelle geografiske område.

 

- Det er næsten blevet en kvalitet i sig selv at være lokal, og den måde vi har bygget vores forretningsmodel op, kan vi tilbyde netop det. Vi er nærmest en franchise-kæde, og vores filialer er stort set selvstyrende lokalbanker, der har hele organisationen i ryggen, fortæller Ole Madsen.

 

Banken præsenterede onsdag et regnskab for første halvår 2007, der viste et resultat før skat på 465 mio. kr. sammenlignet med 335 mio. kr. i samme periode sidste år. Og det betegner banken som tilfredsstillende. Ole Madsen peger på, at banken har fået flere og flere kunder, der laver flere og flere forretninger.

 

- Resultatet er tilfredsstillende på bundlinien, og vi har haft en god vækst. Også organisk. Det er gode tider, og vores forretning har været god over en bred kam. Vi er måske lidt mere konservative i vores investeringer end andre, og vi har haft et lille fald i indtjeningen på vores investeringen i forhold til andet halvår 2006, men det skyldes hovedsagligt, at vi sidste år havde et par rigtig gode enkeltstående investeringer, siger han.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )