Spar Nord overvejer ekstra udbytte efter aktiesalg

Spar Nord står til at få 1,1 mia. kr. i kassen, hvis fusionen mellem Nordjyske Bank og Nørresundby Bank går igennem, og de penge vil banken ifølge netmediet Finanswatch overveje at udlodde til aktionærerne som ekstraordinært udbytte.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

- Vi har intet konkret at bruge pengene til, men bestyrelsen har sagt, at man vil forholde sig til eventuelt at udlodde et ekstraordinært udbytte, siger Spar Nords administrerende direktør, Lasse Nyby, til Finanswatch.

- Vi har naturligvis samtidig øjne og ører åbne over for, hvad der skulle vise sig af strukturelle muligheder, men vi må erkende, at det er svært at købe en bank. Især hvis de ikke ønsker at blive købt, fortsætter Lasse Nyby.

Spar Nord ejer knap 55 pct. af Nørresundby Bank. For de aktier vil banken modtage cirka 840 mio. kr. plus 2,5 mio. nye aktier i den fusionerede Nordjyske Bank, i fald sammenlægningen falder på plads. De nye Nordjyske-aktier har Nykredit lovet af købe af Spar Nord, der ikke ønsker at fortsætte som aktionær. Ifølge Finanswatch har disse aktier en aktuel markedsværdi på 260 mio. kr.

Den samlede gevinst på 1,1 mia. kr. er ifølge Finanswatch cirka 240 mio. kr. over den bogførte værdi af Nørresundby-aktierne.