SP Group øger ejerandel i TPI Polytechniek bv

SP Group har øget sin ejerandel i datterselskabet TPI Polytechniek bv fra 70 pct. til 80 pct..

Sælger er Managing Director Jeroen van der Heijden, der ejer de øvrige aktier og fortsætter som leder af virksomheden.

Parterne er enige om ikke at oplyse købsprisen, men aktierne er handlet til ca. 5,5 gange overskuddet efter skat i 2007 på gældfri basis. Betalingen sker kontant.

Købet af aktieposten er et led i SP Groups bestræbelser på at få en mere entydig koncernstruktur og nedbringe minoritetsandelene, hvor det er relevant.

Købet forventes at styrke SP Groups indtjening efter minoritetsandele i 2008.

TPI Polytechniek er en af Europas førende producenter af ventilationsudstyr i polyuretan til svine- og fjerkræstalde samt industribygninger. Virksomheden fik i de første 9 måneder i 2007 en omsætning på ca.43 mio. kr. - en vækst på 21 pct. i forhold til året før.

TPI Polytechniek har hovedsæde i Holland. Et datterselskab i Søndersø varetager salget til kunder i Skandinavien, og hertil kommer sælgere samt agenter på en række markeder. Produktionen sker primært på SP Groups anlæg i Polen. De væsentligste produkter under egne varemærker er ventilationsskorstene, luftindtag, ventilationsriste og ventilationsrør, og polyuretan er særligt velegnet til de nævnte formål, fordi materialet er let, isolerende, robust og ikke udvikler kondens ved store varmeudsving.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )