Solar Q3: Opjusterer omsætning mens direktørafgang tærer på driften

Foto: Shutterstock
Læs mere
Fold sammen

Service- og sourcingvirksomheden Solar opjusterer forventningerne til 2017 til en omsætning på 11,7 mia. kr. mod tidligere 11,4 mia. kr.

Det oplyser selskabet i regnskabet for tredje kvartal 2017.

»Vores kerneforretning kom ud med et forbedret resultat i Q3, og vi forbedrer fortsat vores nettoarbejdskapital. Kerneforretningen udgør en stærk platform, som vi fortsat vil udvikle og optimere for at øge konkurrencedygtigheden og gøre os til en endnu mere attraktiv sourcing- og servicevirksomhed,« siger Jens Andersen, der er administrerende direktør i Solar.

Omsætningen i kvartalet lød på 2773 mio. kr. mod 2595 mio. kr. i tredje kvartal sidste år. På bundlinjen lød overskuddet før skat på 62 mio. kr. mod 44 mio. kr. i tredje kvartal 2017.

Mens forventningerne til omsætningen opjusteres, så snitter selskabet en luns af forventningerne til årets driftsresultat, EBITA. Det skyldes en direktørafgang i utide.

»Omkostninger til omstruktureringer forventes i forhold til det tidligere udmeldte at stige med cirka 15 mio. kr. til et samlet beløb på 35 mio. kr. Stigningen skyldes blandt andet fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med direktørskifte annonceret i oktober,« oplyser Solar i regnskabet.

EBITA ventes nu at være på 285 mio. kr. for hele 2017 mod tidligere 300 mio. kr.

Det var Anders Wilhjelm, topchef i Solar siden maj 2014, der blev sagt farvel til, da bestyrelsen besluttede, at der skulle nye kræfter til. Og det blev i stedet Jens Andersen, der overtog ledelsen af Solar.

/ritzau/FINANS