Søn./CEO: Vi skal kigge på omkostningerne

Efter fyringer så sent som i december, skal Søndagsavisen nu igen til at kigge på omkostningerne efter en kraftig nedjustering af forventningerne til resultatet for 2008. Det siger adm. dir. Mads Dahl Andersen til RB-Børsen.

- Vi er nødt til at kigge på, om der er noget, vi kan gøre, siger han uden at ville uddybe yderligere.

Dog fastslår Mads Dahl Andersen, at Søndagsavisen ikke skal bevæge sig ud i nye forretningsområder eller markeder for at indhente det tabte. Koncernen nedjusterede torsdag forventningerne til resultatet før skat for 2008 med 100 mio. kr., og det ventes nu at udgøre 195-215 mio. kr., hvoraf ca. 275 mio. kr. er engangsindtægter i forbindelse med salg af Gratistidningar i Sverige og Norsk Avisdrift AS.

Samtidig meddelte selskabet, at der nu skal kigges på en tidligere udmeldt plan om at udbetale udbytte på 8 kr. per aktie.

- Det er klart, at med den usikre situation og finanskrise, så har betyrelsen besluttet, at der skal kigges på udbetalingen af udbytte, siger Mads Dahl Andersen, der ikke vil sige noget om, hvorvidt det er på tale helt at sløjfe udbetalingen af udbytte.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )