Snoop Dogg investerer i marihuana-udbringning

Marihuana er stadig forbudt i langt de fleste amerikanske stater, men det kommercielle marked for det populære rusmiddel er hastigt voksende i USA.

Foto: FERDY DAMMAN. Marihuana er stadig forbudt i langt de fleste amerikanske stater, men det kommercielle marked for det populære rusmiddel er hastigt voksende i USA.
Læs mere
Fold sammen

Derfor har den amerikanske rapper Snoop Dogg besluttet at investere i start-up-virksomheden Eaze, som vil levere marihuana til kunder på under 15 min. Ifølge David Chao, der er partner hos Eaze, er den samlede markedsværdi for marihuana i USA tæt på 100 mia. dollar.

Det skriver The Independent.

Rapperens investeringsfond, Casa Verde (Det grønne hus, red), er en del af en investorgruppe, der har samlet har rullet 10 mio. dollar, svarende til 71 mio. kr., ind i Eaze, som indtil videre har rejst 82 mio. dollar i jagten på markedet for det grønne guld.

I USA er de samlede investeringer i marihuana siden 2014 steget med hele 942 pct., i takt med at flere stater bevæger sig mod legalisering af stoffet. I dag er det kun staterne Alaska, Colorado og Washington, hvor marihuana er lovlig i både medicinske og fornøjelsesmæssige henseender, mens det i en række andre stater kun er lovligt i medicinsk øjemed. Meningsmålinger viser dog, at der blandt amerikanerne er stor opbakning til fuld legalisering af rusmidlet.

Et nyt studie offentliggjort af American Academy of Neurology støtter desuden brugen af marihuana til behandling af epilepsi blandt børn og unge.

Mens store dele af erhvervslivet og ikke mindst forbrugerne i stigende grad omfavner marihuana som kommerciel vare, er teknologivirksomheder mere afholdende. Både Google og Apple afholder sig fortsat fra at udbyde app'en Eaze i henholdsvis Google Play og App Store.

Ud over Snoop Dogg har også countrysangeren Willie Nelson og efterkommere af reggae-stjernen Bob Marley spyttet penge i Eaze.