Smallcap Danmark vender minus til plus

Investeringsselskabet Smallcap Danmark fik et overskud før skat på 73,6 mio. kr. i andet kvartal, mens man i samme periode året forinden præsterede et underskud på 9,8 mio. kr.

Læs mere
Fold sammen
Efter et hårdt første kvartal lander overskuddet før skat for halvåret på 40 mio. kr., mens der var et minus på 103 mio. kr. på den post et år tidligere.

Smallcap Danmark, der ernærer sig ved at investere i små og mellemstore børsnoterede danske selskaber, vurderer, at der kan være flere stigninger i vente i aktiemarkedet resten af året.

- Aktiemarkedet befinder sig i øjeblikket i en mellemfase. Vi mener det er sandsynligt, at aktiemarkederne vil slutte året på et højere niveau end det nuværende. En væsentlig årsag til vores optimisme er de hårde tilpasninger, som er gennemført i virksomhederne. Men også de begyndende, om end stadigt svage, tegn på forbedringer i de økonomiske rammevilkår burde tilsige, at risikovilligheden hos investorerne vil øges, hedder det i regnskabsmeddelelsen.

Selskabets fem største investeringer er Greentech Energy, Egetæpper, BoConcept, Harboes og Søndagsavisen. Og Smallcap venter, at selskabets investeringsstrategi vil give pote i resten af 2009.

- Vi mener, at især smallcap aktierne vil få en gunstig udvikling, bl.a. fordi udgangspunktet er endnu lavere end for de store likvide aktier, idet small cap aktierne blev hårdest ramt under aktienedturen. Således har small cap aktierne underperformet de store likvide aktier 8 kvartaler i træk og samlet med 23 pct. siden 1. juli 2007, hvorefter small cap discounten er steget fra under 10 pct. til nu over 20 pct. på den forventede indtjening fra 2010, skriver Smallcap Danmark.