Små kursfald og én kæmpestigning

Der er Vestas og så alle de andre aktier på Fondsbørsen tirsdag: Eliteindekset falder en anelse, selv om vindmøllefabrikken tordner frem.

Vestas oplevede tirsdag morgen en massiv kursfremgang efter regnskabspræsentationen for første halvår, som viste en overraskende god indtjeningsevne. C20-indekset åbnede 0,1 pct. højere i kurs 475,99, idet aktierne åbnede med uensartede udsving. De europæiske aktiemarkeder åbnede tirsdag morgen med små og uensartede bevægelser.

Vestas åbnede 7,1 pct. højere i kurs 346,5 efter mandagens stigning på 6,4 pct. Vindmølleproducenten overraskede positivt i halvårsregnskabet med en god indtjeningsevne, mens Vestas' omsætning stort set lå på linje med analytikerprognoserne. Vestas omsætning i første halvår steg 19 pct. til 1,828 mia. euro. Driftsindtjeningen steg 221 pct. til 110 mio. euro, hvilket var klart bedre end ventet. Dermed blev driftsmarginalen (EBIT) forbedret til 6,0 pct. Vestas fastholder helårsprognoserne for 2007 og 2008.

- Omsætningen er som ventet, men indtjeningen er bedre. Det reflekterer bare, at der er tale om et selskab med store udsving på bundlinien. De klarede sig ringere end ventet i første kvartal, men fastholdt forventningerne. Nu klarer selskabet sig bedre end ventet, og fastholder stadig forventningerne til hele året. Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at selskabet følger planerne, siger Sydbank-analytiker Jacob Pedersen til RB-Børsen.

Den internationale investeringsbank Dresdner Kleinwort Wasserstein har opjusteret sin anbefaling af Vestas-aktien til "køb" fra "hold".

Novo Nordisk åbnede 1,0 pct. lavere i kurs 596 efter mandagens kursfremgang på 6,2 pct. Novo Nordisk fik i mandags positive testresultater fra det lovende GLP-1 produkt, Liraglutide, som bekræftede forbedret blodsukkerregulering samt medfører vægttab.

William Demant fik sænket sit kursmål hos det amerikanske finanshus Lehman Brothers til 470 fra 490. Høreapparatproducentens aktier åbnede 1,6 pct. lavere i kurs 496.

A.P. Møller - Mærsk åbnede 0,2 pct. højere i kurs 65.700. Et stort antal nye jack-up borerigge leveres næste år og ind i 2009, og det vil sætte raterne for at leje dem under pres, vurderer norske AGR. A.P. Møller - Mærsks selskabet Maersk Contractors beskæftiger sig med blandt andet med udlejning af borerigge. Nordea åbnede 1,5 pct. lavere i kurs 83,8, mens Danske Bank åbnede 0,3 pct. højere i kurs 223,8.

RB-Børsen