Små fald forude på aktiemarkedet

Det ligger i kortene, at de europæiske aktiemarkeder vil åbne med små tab tirsdag morgen, hvilket kan forplante sig til det danske aktiemarked.

C20-indekset lukkede mandag 1,0 pct. højere i 476,68 på en mandag, da de internationale markeder oplevede kursfald. Den danske fremgang blev skabt på baggrund af kursstigninger hos Novo Nordisk, Vestas og Genmab.

- Vi forventer, at det danske marked her til morgen vil åbne med et mindre minus sammen med resten af Europa, da USA efter fire dage i plus mandag aften lukkede lidt lavere. Der kommer ingen vigtige nøgletal eller regnskaber i dag og fokus i markedet er så småt begyndt at rette sig mod rentemeldingerne fra Europa senere på ugen og specielt FOMC i næste uge, udtaler chefen for Sales Trading i Danske Bank, Mads Zink, til RB-Børsen.

Mandagens største C20-stigninger sås hos Novo Nordisk, som lukkede i kurs 336, efter at insulingiganten har splittet sin aktie i forholdet 1 til 2. Novo Nordisk lukkede fredag i kurs 647 eller omregnet efter split i 323,5 kr. Genmab lukkede 3,6 pct. højere i kurs 317 og Vestas endte 2,4 pct. højere i kurs 495,5.

Vestas: Den britiske storbank HSCB opjusterer anbefalingen af Vestas-aktien til "overvægt" fra tidligere "neutral". HSCB løfter desuden kursmålet markant på Vestas til 675 fra 385.

Carlsberg: Rundspørge blandt aktionærerne i ølstridens selskaber viser, at 90 pct. af investorerne venter sejr til Carlsberg og Heineken over Scottish & Newcastle. Det skriver Dagbladet Børsen. Carlsberg tabte 2,2 pct. til 635.

FLSmidth: Cementselskabet får en endnu hårdere konkurrent i Kina, nemlig Sinova, som sender et datterselskab på børsen i Hongkong og henter op imod 2,5 milliarder kroner. Det skriver Dagbladet Børsen. FLSmidth lukkede 1,6 pct. lavere i kurs 508.

Søndagens valg i Venezuela lå sandsynligvis bag mandagens kursstigning i ØK-aktien, vurderede analytikerne hos Nordea. ØK-aktien lukkede 4,6 pct. højere i kurs 365.

Biotek: Allerede i 2008 kan der opstå kapitalmangel til både investeringer i nye biotekvirksomheder og til de virksomheder, der allerede er godt i gang, men får brug for nye venturekroner.

RB-Børsen