Små europæiske aktieplusser over hele linjen

Efter en stigende positiv tendens hen over eftermiddagen mandag blev facit for de europæiske aktier brede stigninger - ganske som tilfældet også var det i Danmark.

FTSE 100-indekset i London steg med 0,1 pct., CAC 40 i Frankrig steg med 0,1 pct., mens det tyske DAX-indeks lagde 0,25 pct. til sin værdi.

Overordnet var udsvingene små, men tendensen skiftede fra flest faldende toneangivende indeks mandag formiddag til klart flest stigende ved lukketid.

Den italienske bilproducent Fiat faldt en smule tilbage, efter at selskabet har fortalt, at det vil investere op mod 9 mia. euro (67 mia. kr.) i nye bilmodeller til det europæiske marked. Blandt andet er der planer om en femdørs-udgave af Fiat 500, ligesom der også er et par nye Alfa Romeo-modeller på tegnebrættet. Noget af produktionen skal ifølge Bloomberg News flyttes til Polen, mens Fiat dog har tænkt sig at beholde produktionen af luksusmodellerne i hjemlandet, Italien.

Samlet var det en cocktail, som investorerne umiddelbart ikke syntes om, og Fiat-aktien faldt med 0,4 pct. til 5,42 euro.

Satellitkommunikationsselskabet Inmarsat var en af mandagens mest stigende aktier i Stoxx 600-indekset med sit plus på 5,8 pct. Selskabet har med succes sendt en ny satellit til vejrs i løbet af weekenden, og det gav sig udslag i aktiekursen mandag.

Aktien i det svenske teleselskab Tele2 ramte mandag sit laveste niveau i mere end tre år med et fald på 2,8 pct. til 74,10 skr. Fredag var selskabet blandt taberne ved det norske Post- og Teletilsyns auktion over frekvenser til udbygning af mobilt bredbånd, og det kostede på kursen både mandag og fredag. I hele 2013 er Tele2 samtidig faldet med 14,6 pct.

Franske EADS steg med 0,8 pct., efter at selskabet sidst på eftermiddagen annoncerede, at det vil skære 5800 stillinger inden udgangen af 2016.