Skrantende Capinordic forgyldte topchefen

Berigtigelse: Berlingske Business har på forsiden af dagens business-sektion og på Business.dk bragt forkerte oplysninger om Lasse Lindbland, forhenværende direktør i Capinordic A/S. På forsiden står der: Direktør forgyldt af vaklende velhaverbank. Lasse Lindblad har imidlertid ikke modtaget løn fra Capinordic Bank, da han var ansat som adm. direktør i Capinordic A/S. Berlingske Business beklager fejlen.

Lasse Lindblad (th.), her med makkeren Steen Bryde i Capinordics velmagtsdage, fik et fantastisk personligt udbytte ud af arbejdet i finanskoncernen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarke Ørsted
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Capinordic-værdierne svinder ind i disse dage, og bank-forretningen er tæt på at lukke. Men i sine fem år som topchef tjente Lasse Lindblad kassen.

Den netop fyrede topchef i Capinordic, Lasse Lindblad, har gennem en årrække haft lønvilkår og frihedsgrader, som overgår hans direktørkolleger i den danske finanssektor. Direktionen i Cap­i­nordic hævede gennem fire år næsten 35 mio. kr. i løn.

Det er et niveau, som sagtens tåler sammenligning med lønningsposerne i Danske Bank-koncernen. Og i modsætning til Peter Straarup og hans direktørkolleger i Danmarks største bank har Lasse Lindblad gennem alle årene i Capinordic suppleret indtjeningen fra finanskoncernen med trecifrede millionbeløb fra diverse iværksætteraktiviteter, som han drev ved siden af sit direktørjob.

Lindblad har således sikret sin egen privatøkonomi, mens det er gået grusomt galt for Capinordic, der forleden meldte om et milliard-underskud for 2009. Samtidig er koncernens bank i overhængende fare for at lukke.

Makker med Bryde

Lasse Lindblad og hans tidligere meddirektør i Capi­nordic, Steen Bryde, hævede i 2007, da de begge var på lønningslisten hele året, tilsammen 14,5 mio. kr. Det betyder, at de hver modtog over syv mio. kr. i løn for indsatsen i Capinordic. Til sammenligning tjente Peter Straarup og hans tre direktørkolleger i toppen af Danske Bank 5,7 mio. kr. i gennemsnit. Og det er vel at mærke for en arbejdsindsats i en virksomhed, der er mange gange større. Danske Banks samlede indtægter var i 2008 på 43 milliarder kr., mens Capinonordic nøjedes med 379 mio. kr.

Men Lasse Lindblads direktørløn fra Capinordic var alligevel peanuts i forhold til, hvor store beløb han tjente i sin egen private virksomhed, DKA Consult. For samtidig med, at Lasse Lindblad hævede sin gode løn hos Capinordic har han - usædvanligt for en topchef i en børsnoteret finansvirksomhed - haft fart på i sin egen iværksætterbutik, som han til dels drev i samarbejde med forretningspartneren og vennen, Peter Forchhammer.

I årene 2005, 2006 og 2007 bogførte DKA Consult et samlet resultat før skat på op mod en halv mia. kr. Et enkelt år, i 2007, hvor aktie- og ejendomsboblen var på sit højeste, havde selskabet et overskud på en kvart milliard kr. Med finanskrisens komme i 2008 tog Lasse Lindblads selskab ganske vist en ordentlig nedtur med et underskud på knap 225 mio. kr., men egenkapitalen var alligevel intakt med knap 190 mio. kr., som er det tal, der er bogført i det seneste regnskab fra 2008.

Tysk succes

Lasse Lindblad og Peter Forchhammer satte fra deres fælles domicil i Virum gang i en række mindre start-up virksomheder inden for bl.a. grøn energi og ejendomme. Forchhammer er siden gået konkurs, men Lasse Lindblad har været heldigere eller dygtigere. Alene hans aktiepost i solenergiselskabet Colexon, som i dag er børsnoteret i Tyskland, er over 100 mio. kr. værd.

Aktieposten i Colexon er - udover opbygningen af Capinordic - Lasse Lindblads mest imponerende svendestykke inden for finansiel arkitektur og et godt eksempel på, hvordan han har arbejdet med sine egne projekter sideløbende med direktørjobbet i Capinordic.

I forsommeren 2007 købte Lasse Lindblad en række mindre tyske solprojekter og placerede dem i DKA Consult. Kort tid efter erhvervede Capinordic en kontrollerende aktiepost i den børsnoterede silkeborgensiske trævirksomhed, ITH, som på det tidspunkt blot bestod af en pengetank indeholdende en kvart milliard kr.

I oktober 2007 købte Lasse Lindblad så ITH-aktieposten af Capinordic, hvor han jo altså selv var øverste chef, og lagde sine små solparker, som Peter Forchhammer i mellemtiden havde købt sig ind i, ind i det børsnoterede selskab, som skiftede navn til Renewagy.

Aktier i raketfart

Investorerne elskede transaktionen, og aktien spurtede i vejret. Siden fusionerede Lindblad Renewagy ind i tyske Colexon, hvor han i dag er storaktionær og medlem af bestyrelsen. Lindblad har derudover interesser inden for ejendomme og har bl.a. købt Peter Forchhammers polske ejendomsinvesteringer via selskabet Polinvest.

Danmarks førende ekspert i corporate governance - god selskabsledelse - professor Steen Thomsen fra CBS siger, at det er meget unormalt, at direktører i børsnoterede selskaber tjener så mange penge ved siden af deres direktørjob.

»At stå i spidsen for en virksomhed, der også har bankdrift på paletten, er et særligt betroet erhverv, hvor der står mange andre interesser på spil end virksomhedens egne. Finanskrisen har jo vist os, hvor store konsekvenser dårlig ledelse og manglende kontrol med banker kan føre med sig,« siger Steen Thomsen.

»Det er bestemt ikke venstrehåndsarbejde at have med bankdrift at gøre, så derfor er der særlig problematisk, hvis direktøren for bankens moderselskab har en meget heftig aktivitet ved siden af sit daglige arbejde. Det er jo også derfor, at de fleste børsnoterede selskaber har en grænse for, hvor mange eksterne bestyrelsesposter direktions-medlemmer må påtage sig. Men bestyrelsen har jo valgt Lindblad til posten, så de måtte have ment, at han var den dygtigste,« siger Steen Thomsen.