Skælskør/CEO: Nedjustering skyldes udefrakommende faktorer (Opd)

Læs mere
Fold sammen
Ledelsen i Skælskør Bank er ikke selv skyld i, at den mandag måtte nedjustere forventningerne til 2008-resultatet til et underskud før skat på 15-20 mio. kr., hvor der tidligere var ventet overskud på 20-25 mio. kr. Det siger administrerende direktør Carsten Roth, når han bliver spurgt om, hvor meget af dårligdommen, der skyldes udefrakommende faktorer.

- Ja, det er det hele jo. Vi har jo ikke styr på, hvordan kurserne går på obligationer og aktier. Vi har heller ikke styr på, at debitorerne bliver dårlige. Og vi har ikke styr på de engangsudgifter, vi bliver pålagt på grund af det. Det eneste, man kan sige, vi selv har besluttet, er , at det koster os et par millioner kroner at lukke en filial. Men det er jo for at spare penge, siger Carsten Roth til RB-Børsen.

Og de dårlige tider er ikke forbi, hvis man spørger bankdirektøren.

- 2009 bliver et møgår, det er jeg sikker på. 2010 har jeg ikke nogen mening om på nuværende tidspunkt. Meget mere end tre måneder frem kan vi ikke se, siger Carsten Roth.

Skælskør Bank er i den specielle situation, at den delvist ejet af den danske stat, i og med at banken har betalt for Bankpakke I med egne aktier.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )