Sjælsøs aktier afnoteres mandag

Sjælsø Gruppens aktier slettes mandag fra notering på Nasdaq OMX Copenhagen.

Det sker, efter at Skifteretten i Hillerød har afsagt konkursdekret over Sjælsø Gruppen A/S og datterselskaberne Sjælsø Danmark A/S og Sjælsø Retail A/S.

Det oplyser Nasdaq OMX Copenhagen.

Sjælsø Gruppen måtte tidligere fredag erkende, at bestræbelserne på en rekonstruktion var endt resultatløs, og at selskabet var på vej i konkursbehandling, og Skifteretten i Hillerød afsagde kort efter middag konkursdekret.

Skifteretten har udpeget advokat Søren Aamann Jensen, Kromann Reumert og Andreas Kærsgaard Mylin, Accura som kuratorer.

- Igangværende byggerier på Margretheholm, Teglholmen, projektet Søborg Huse samt rækkehusprojektet i Egå videreføres. De involverede banker og investorer har afgivet positive tilkendegivelser om fortsat at ville medvirke hertil, oplyste Sjælsø Gruppen i en meddelelse tidligere fredag.

Derudover vil byggestyringsopgaven vedrørende Copenhagen Towers etape 2 blive videreført i et fortsat samarbejde med bygherren og dennes bankforbindelse.

- Derimod er der ikke mulighed for at understøtte Sjælsøs aktiviteter i Polen, Sverige og Finland, der derfor må forventes afviklet, pålyste Sjælsø og tilføjede, at kuratorerne i den nærmeste fremtid nu og i samarbejde med selskabernes bankforbindelser vil undersøge mulighederne for etablering af et managementselskab, der i et samarbejde med byggeorganisationerne tilknyttet ovennævnte projekter, skal søge at sikre flest mulige værdier for selskabernes kreditorer og andre interessenter.