Sjælsø ser positiv gevinst ved krise på dansk boligmarked - dir

 

Det er ikke kun negativt, at det danske marked for ejerboliger er inde i en afmatningsperiode. Ifølge administrende direktør i Sjælsø Gruppen, Flemming Jensen, giver problemerne på ejerboligmarkedet nemlig ny luft til lejeboligmarkedet - hvilket smitter af på Sjælsø Gruppen.

 

- Det er rigtigt, at vi kan mærke en afmatning på boligmarkedet generelt. Men det positive i sådan en uro er, at det har skabt et meget stærkere marked for udlejningsboliger. Og det giver sådan nogle som os større muligheder for at sælge et projekt til en pensionskasse eller lignende, siger Flemming Jensen. Ofte vil eksempelvis en pensionskasse i stedet for et salg af en tilkøbt lejlighed have tid til at vente på, at markedet vender og i mellemtiden udleje de boliger, der ikke kan sælges fra, forklarer Flemming Jensen.

 

Han peger på, at det især er førstegangskøbere, der nu venter og hellere foretrækker en lejebolig, indtil situationen på boligmarkedet stabiliserer sig. Men i det hele taget er Sjælsø-direktøren ikke så bange for, at boligmarkedet står over for et kollaps.

 

- Nej, ikke når man kigger på de bagvedliggende faktorer. Der er stadig en stor købekraft, arbejdsløsheden er fortsat lav og udsigten til skattelettelser er med til psykologisk at holde det oppe. Men jeg tror, at det her lidt bløde marked, vi har nu, vil fortsætte et godt stykke tid endnu, siger Flemming Jensen.

 

I første halvår havde Sjælsø Gruppen fået solgt 79 pct. af de boliger, der er i porteføljen af boliger til private.

 

- Af de pt. usolgte boliger vil kun 21 være klar til ibrugtagning i 2007 og yderligere cirka 100 boliger til ibrugtagning i første halvdel af 2008. Der er således solgt en meget høj andel i de igangværende projekter, der nærmer sig færdiggørelse, skriver Sjælsø Gruppen i regnskabet.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )