Short-investor fortsætter med reducere position i Matas

Det britiske investeringsselskab Marshall Wace fortsætter med at reducere sin shortposition i Matas.

Investeringsselskabet har nu shortet 0,57 pct. af aktierne i materialistkæden mod 0,78 pct. 13. oktober. Det fremgår af en meddelelse fra Finanstilsynet.

Regnskabet fra Matas for andet kvartal, som blev offentliggjort onsdag, viste tilbagegang på bundlinjen, da den faldt til 40,3 mio. kr. efter skat mod 54,6 mio. kr. i samme kvartal året før. Til gengæld steg omsætningen til 778 mio. kr. fra 771,6 mio. kr.

Samtidig annoncerede den nye administrerende direktør i Matas, Gregers Wedell-Wedellsborg, en 90 dages plan, der skal få kunderne tilbage i butikken.

Samlet var det noget, der fik investorerne til at sende aktien op med 5,6 pct. onsdag. Retningen er dog skiftet torsdag, hvor aktien falder med 2 pct. til 73,50 kr.

Finten med at gå short i en aktie er, at man låner en aktie, så sælger man den og håber derefter at kunne købe den tilbage senere til en lavere kurs.

Senere afleverer man igen aktien og scorer så differencen minus et gebyr for at have lånt aktien.

/ritzau/FINANS