Seks tegn på at vi nærmer os et aktiekrak

Aktieåret 2018 startede over al forventning, og de fleste aktiestrateger var enige om endnu et stærkt aktieår. Men den seneste uge har sat danske aktier i et stort minus for 2018. Største ugefald i USA siden slutningen af 2015. Er det slutningen på seks års næsten udbrudt stigning på aktiemarkedet? Faldhastigheden fredag aften i USA ligner faktisk oplægget til et aktiekrak.

Aktieåret 2018 startede over al forventning, og de fleste aktiestrateger var enige om endnu et stærkt aktieår. Men den seneste uge har sat danske aktier i et stort minus for 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRYAN R. SMITH

»«Korrektioner på 5-10 procent på aktiemarkeder har historisk været en norm, investorerne har lært at leve med. Altså når det lidt for længe var gået lidt for hurtigt op, så var der brug for gevinsthjemtagning for de kortsigtede investorer og konsolidering af et nyt højere kursniveau, før den langsigtede stigning kunne fortsætte. Ofte er korrektionerne kommet ud af det blå, uden nogen særlige advarselssignaler, ændrede makroøkonomiske grundvilkår, eller en basal ændret risikoappetit hos de professionelle investorer.

Med denne let forsimplede model vil vi forsøge at analysere, om der er underliggende advarselssignaler, som kan give en indikation om, hvorvidt vi nu blot ser en mindre korrektion ned. Eller om vi allerede er ved at se starten på dannelse af en langsigtet aktietop.

For det første er der ingen tvivl om, at det ledende amerikanske aktiemarked i teknisk henseende er historisk ekstremt overkøbt, og der har i lang tid ikke været korrektioner af betydning. Dette argument peger i retning af en kortsigtet korrektion, men ikke mere end det.

For det andet venter analytikerne for S&P 500 selskaberne nu 15 procent overskudsvækst i 4. kvartal 2017, især drevet af større overskud i teknologi. I forhold til overskudsvæksten vurderer nogle analytikere, at de store teknologiselskaber ikke er for dyre, da de også står foren en ny digital verden med oceaner af nye vækstmuligheder.

For det tredje tyder meget på, at USA’s økonomiske vækst fortsætter med at buldre derud af. Eksempelvis Atlanta FED’s vækstindikator peger i retning af en BNP-vækst på hele 5,4 procent i 1. kvartal 2018. Det har dog samtidig fået flere store finanshuse til at forudse, at den amerikanske centralbank øger den korte rente mindst fire gange i år, og altså mere end tidligere. Og det vil være gift for aktiemarkedet.

For det fjerde er obligationsmarkedet allerede ved at indbygge højere inflation, færre centralbank-indkøb af obligationer og højere korte renter i kurserne. Både amerikanske og europæiske obligationsrenter er siden nytår tordnet op. Det er uden tvivl negativt for aktierne, da obligationer er ved at nærme sig the turning point, hvor det effektive afkast på obligationer er højere end på aktier.

For det femte bliver udviklingen i investors risikoappetit helt afgørende for aktiemarkederne. Vi følger udviklingen i forsikringspræmien mod konkurs i europæiske erhvervsobligationer, afspejlet i iTraxx Crossover indeks, som viser, at investorerne den seneste uge har skruet markant ned for risikovilligheden.

For det sjette har det tekniske billede ændret markant karakter – til en kraklignende faldhastighed. Både det toneangivende tyske DAX indeks og amerikanske S&P future brød fredag afgørende tekniske støttelinjer, så der nu er dannet en langsigtet topformation. Det kan i sig selv udløse en selvforstærkende aktienedtur, alene drevet af en ændret markedspsykologi, som sammen med rentestigninger og værditab på aktier udvikler sig til et rigtigt aktiekrak. De kommende uger på aktiemarkedet bliver de mest spændende i 3-4 år.

MODTAG 3 UDGIVELSER AF ØKONOMISK UGEBREV FORMUE GRATIS!