Seks års ventetid er forbi for løvernes konger

Retten slår hårdt ned på sager om kursmanipulation, men alligevel er den tidligere Parken-top, bestående af Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup lettede over at skulle for retten.

FCKs daværende bestyrelsesformand Flemming Østergaard og tidligere direktør Jørgen Glistrup tilbage i 2005. Fold sammen
Læs mere

At Parkens Flemming Østergaard var en alternativ topchef, har der vist aldrig været tvivl om.

På mandag begynder så den retssag, der skal tage stilling til, om løvekongen også har været for alternativ i sin omgang med Parkens aktier.

Selskabet, Flemming Østergaard selv, tidligere direktør Jørgen Glistrup, FIH Erhvervsbank og to navneforbudsbeskyttede personer er alle tiltalt for at have begået kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder. Flemming Østergaard selv er tiltalt for i den forbindelse at have fået mere end 15,5 millioner kroner i personlig vinding.

Østergaard regner med frifindelse, men er først og fremmest bare glad for, at sagen nu endelig begynder.

»Nu har jeg ventet seks år, så nu er det på tide, at den kommer i gang. Men det er ikke sådan, at jeg ikke kan sove – jeg sover fint, og jeg har god samvittighed,« siger Flemming Østergaard, der på sin Facebook-profil stadig fotograferes sammen med de allerstørste i dansk fodbold – blandt andre William Kvist og Jesper Grønkjær.

»Jeg er meget glad og stolt over den måde, jeg stadig bliver modtaget på i sportens verden. Det har været en ekstrem positiv ting,« siger Flemming Østergaard til Berlingske Business.

Direktør vil frifindes

Centralt i sagen står også Parkens tidligere administrerende direktør, Jørgen Glistrup. Han ønsker ikke selv at udtale sig om sagen, men hans advokat mener i lighed med Østergaard ikke, at der er hold i anklagerne, og at hans klient derfor bør frifindes.

»Det har været hårdt, at sagen har kørt så længe. Selvfølgelig er det det. Det er personligt belastende, og det vil det være for alle. Vi er lettede over, at sagen nu kommer for retten – vi har kørt længe nok,« siger Karoly Németh, der er advokat hos Németh & Sigetty.

Hos selskabet Parken er nuværende bestyrelsesmedlem, John Dueholm, også glad for, at sagen nu endelig kommer for retten.

»Når der er en sag, der involverer Parken, så har vi en interesse i, at sagen bliver afsluttet. Når vi taler netværk, brand og sponsorer, så er det ikke noget, der har påvirket os, men sagen tager tid, ressourcer og opmærksomhed, så vi vil bare gerne have den afsluttet,« siger John Dueholm.

Flemming Østergaards gode nattesøvn og den kollektive tiltro på, at man bliver frifundet rykker dog ikke ved sagen og anklagerne.

»Det er vigtigt for det danske samfund, at alle har tillid til, at kursen er udtryk for, hvad en aktie reelt er værd,« siger senioranklager hos Bagmandspoliet, Jan H. Hansen, »Vi mener, der er begået noget strafbart, og det må så være op til dommerne i Københavns Byret at vurdere beviserne i sagen.«

Der bliver slået hårdt ned på sager om kursmanipulation. I 2009 faldt der dom i en sag om straksmanipulation, hvor en person havde tjent 840 kroner. Han fik 30 dages betinget fængsel og en bøde på 5.000 kroner. Og der er immervæk et stykke vej fra 840 kroner op til de henholdvis 15,5 og 2,2 millioner kroner, som anklageren mener, at Østergaard og Glistrup har fået ud af manipulationen.

»Man slår hårdt ned på den her slags. Det sagde Højesteret for mange år siden, at kursmanipulation i udgangspunktet skal give ubetinget fængsel. Man er simpelthen bange for, at folk ellers skal miste tilliden til markedet,« siger juraprofessor ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted.

Bagmandspolitiet vil ikke forholde sig til, hvorfor det har taget så lang tid for sagen at nå retten.