Schweizisk storbank har Danske Bank og Nordea på favoritliste i Norden

Den schweiziske storbank Credit Suisse fremhæver i en ny brancheanalyse Danske Bank og Nordea som de mest attraktive aktier blandt de seks største banker i Norden. Begge banker får anbefalingen »outperform«, og Danske Banks kursmål løftes til 266 kr. fra 254 kr.

Arkivfoto. Den schweiziske storbank Credit Suisse fremhæver i en ny brancheanalyse Danske Bank og Nordea som de mest attraktive aktier blandt de seks største banker i Norden. Fold sammen
Læs mere
Foto: DENIS BALIBOUSE

Credit Suisse peger i analysen på, at Danske Bank skal ses som en udbyttehistorie med et årligt afkast på 8,5 pct. Desuden er der potentiale i forbindelse med restruktureringer, ligesom stigninger i den korte rente vil gavne Danske Banks indtjening væsentligt.

Om Nordea-aktien fremhæver Credit Suisse, at aktien handles med en rabat på 9 pct. sammenlignet med sine nordiske branchefæller.

Desuden undervurderer investorerne Nordeas udbyttepotentiale, mener Credit Suisse, der også regner med, at Nordea vil og kan hente en besparelse, hvis den gør alvor af truslerne om at flytte hovedkontoret ud af Sverige som følge af udsigten til øgede skatter og afgifter.

»Vi venter, at Nordea vil flytte hovedkvarter til Danmark og Finland - givet at det kan koste omkring 9,5 pct. af indtjeningen at forblive i Sverige,« skriver Credit Suisse i analysen.

Bankens kursmål for Nordea-aktien er 12,20 euro, svarende til 90,73 kr.

Nordea lukkede tirsdag i 78,40 kr. Danske Bank endte i 233,60 kr.