Schweizisk bankgigant tjener mere end ventet

Foto: Arnd Wiegmann.
Læs mere
Fold sammen

Den schweiziske storbank UBS har tjent en del flere penge i sit andet kvartal, end der var ventet blandt analytikerne.

Overskuddet efter skat lander for perioden på 1,28 mia. schweizerfranc, hvor analytikerne til sammenligning havde regnet med 1,09 mia. schweizerfranc ifølge Bloomberg News.

UBS hev 7,55 mia. franc ind i diverse indtægter i kvartalet, hvilket var en stigning på 4 pct. og samtidig 2 pct. højere end forudset af analytikerne ifølge Bloomberg. Det var både rente- og gebyrindtægter, der gik i rigtig retning, fortæller banken i regnskabet.

Ifølge Bloomberg News var det investeringsarmen i UBS, der for alvor klarede sig godt i løbet af andet kvartal, hvor volatile markeder gav øget handel. Til gengæld var der dårlige takter for kapitalforvaltningen, som måtte se kunderne forlade schweizerbanken med flere penge, end andre satte ind.

Banken melder om fortsat attraktive vækstscenarier, som bør gavne bankens indtjening, selv om truslen fra "geopolitiske spændinger" og øget protektionisme også lurer.

/ritzau/FINANS