Schouw i lille nedjustering

Konglomeratet Schouw & Co. må præsentere en mindre nedjustering i forbindelse med regnskabet for årets første ni måneder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor man tidligere ventede en omsætning på lidt under 9 mia. kr., venter selskabet nu 8,5-9,0 mia. kr. på toplinjen for hele året.

Baggrunden er meget simpel: Der har i tredje kvartal været "væsentlig tilbagegang" for samtlige koncernens virksomheder med undtagelse af biogasselskabet Xergi, oplyser Schouw i regnskabet.

Overskuddet før skat i 2009 rammer i den nedre del af det udmeldte interval på 50-150 mio. kr. uden påvirkningen af Vestas-aktier og resultat fra Sjøtroll Havbruk, oplyser selskabet. Præstationen har i tredje kvartal ikke været tilfredsstillende, oplyser selskabet og anfører, at problemet "altovervejende" henføres til lysselskabet Martin. De andre selskaber i porteføljen har derimod præsteret på varierende niveauer af godkendt.

- Under indtryk af de aktuelle omstændigheder betragtes resultaterne og udviklingen i BioMar, Fibertex Personal Care og Hydra-Grene som meget tilfredsstillende, mens resultaterne i Fibertex Industrial Nonwovens, Grene og Xergi betragtes som acceptable, hedder det i regnskabet.

Koncernen bekræfter sin tro på Martins potentiale i regnskabet, hvor det berettes, at Schouw & Co. i fjerde kvartal vil styrke kapitalgrundlaget i Martin med 75 mio. kr. ved konvertering af et koncerninternt lån.

I tredje kvartal havde koncernen en omsætning på 2467,2 mio. kr., hvor man i samme periode året forinden omsatte for 2993,5 mio. kr. Overskuddet før skat var på 58,5 mio. kr. mod et underskud i 508,2 mio. kr. i tredje kvartal af 2008.

Det store udsving på bundlinjen i såvel kvartals- som nimånedersopgørelsen skyldes i stor udstrækning kursreguleringer af koncernens beholdning af Vestas-aktier. Schouw & Co. ejer 4 mio. aktier i vindmølleproducenten, hvilket svarer til 1,96 pct. af den samlede aktiekapital. I regnskabet gentages det, at "Schouw & Co. fortsat ser et betydeligt potentiale i vind-mølleindustrien, men beholdningen af aktier i Vestas betragtes ikke som en langsigtet, strategisk aktiepost."

RB-Børsen