Saudi-Arabien skruer ned for olieinvesteringer

Foto: BEHROUZ MEHRI

Saudi-Arabien vil skrue ned olieinvesteringerne på grund af den lave oliepris, fortæller to insider-kilder til Bloomberg News.

Ifølge de to kilder har Saudi-Arabiens finansministre givet alle statslige olieselskaber ordrer til at stoppe nyansættelser og nye projekter til og med udgangen af regnskabsåret.

Desuden er der stoppet for alle indkøb af nye biler og møbler, alle forfremmelser og alt kompensation for eksproprieringer.

Derudover vil alle landområder, hvor der ikke er behov for at ekspropriere, blive frigivet, og olieselskaberne har fået ordre til ikke at underskrive eller godkende nye lejeaftaler.

Endelig er der ifølge kilderne også givet ordre til at fremskynde indkrævningen af olieindtægter, skriver Bloomberg News.