SAS/Sydbank: Udvikling i belægning et væsentlig positivt element

 

SAS-analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank havde ventet, at belægningen hos flyselskabet i september ville have været stort set uændret. En usikkerhedsfaktor var dog det forhold, at SAS siden 12. september holdt sine mange Dash-fly på jorden efter ulykkerne i Aalborg og Vilnius, hvilket kunne have påvirket belægningen positivt, da passagererne i så fald ville blive sat på andre fly, som dermed ville blive fyldt bedre op.

 

- Jeg synes egentlig ikke, at det ser ud til, at det er det, der påvirker positivt, siger Jacob Pedersen og peger på, at belægningen i Danmark er faldet, ligesom det også har kostet på væksten herhjemme.

 

Han glæder sig over den positive udvikling i belægningen i den svenske forretning, hvor væksten også er meget høj, ligesom der også er positive takter i Air Baltic og det finske lavprisselskab BlueOne.

 

Samlet har SAS-koncernen øget belægningen til 75,5 pct. fra 74 pct. i september sidste år.

 

- Trafikvæksten er også noget bedre, end det jeg havde regnet med. Det er blandt andet Spanair, det er den svenske del af SAS, som gør det rigtig godt og så Air Baltic, som også ligger med meget, meget høje vækstrater i øjeblikket, konstaterer Jacob Pedersen.

 

Passagertrafikken i SAS Gruppen steg 5,9 pct. i september sammenlignet med samme måned sidste år. Dash-ulykkerne har påvirket trafikken negativt med 3 pct. point og kapaciteten med 2 pct. point.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )