SAS og Novozymes dumper ved børs-eksamen

Novozymes og SAS falder på børsen, efter at selskaberne ikke kunne leve op til investorernes forventninger.

Torsdagens stemning på de europæiske aktiemarkeder var negativ efter onsdagens solide fremgang. C20-indekset åbnede 0,7 pct. lavere i 499,89. Danisco og Coloplast fortsatte dog deres kursfremgang efter onsdagens kurshop.

Novozymes åbnede 2,7 pct. lavere i kurs 681 efter sin regnskabsaflæggelse. Novozymes steg onsdag markante 6,4 pct. I halvårsregnskabet fastholder Novozymes forventningerne til driftsoverskuddet, mens forventningerne til årets overskud efter skat opjusteres grundet mindre skattebetalinger. Novozymes regnskabstallene for omsætningen, og indtjeningen lå stort set på linje med analytikerprognoserne.

- Markedet har store forventninger til Novozymes og er vant til, at selskabet slår forventningerne. Både omsætningen og nettooverskuddet er helt som ventet. Det er et solidt resultat, men når det er sagt, havde markedet nok sat næsen op efter en opjustering, der ikke bare skyldes lavere skattebetaling, sagde chef for sales trading i Danske Markets, Mads Zink, til RB-Børsen.

SAS, som åbnede 4,0 pct. lavere i kurs 121, aflagde halvårsregnskab. SAS skuffede investorerne med indtjenings- og omsætningstallene. SAS venter fortsat pæn passagervækst på de fleste markeder og at der ikke er tegn på konjunkturafmatning. Der er dog fortsat usikkerhed om vækst, konkurrence og brændstofpriser.

- Effekten af strejker, udgifter til jointventuret med Lufthansa samt resultatet i SAS Airlines, er de primære forklaringer på regnskabsskuffelsen, konstaterer han, men selv renset for de første to forhold er den underliggende drift i SAS svagere end man kunne have ventet, understreger Michael Nielsen, Jyske Bank, over for RB-Børsen.

Danske Bank, som åbnede 0,4 pct. lavere i kurs 231, ventes at aflægge halvårsregnskab ved formiddagstid. Jyske Bank venter, at Danske Bank aflægger et solidt regnskab, som vil bære præg af de fortsat gode konjunkturer i Norden, ligesom det var tilfældet for de andre nordiske banker for kvartalet.

Nordea åbnede 0,6 pct. lavere i kurs 88,3 efter skriverier om opkøb og fusioner. Sampo, som er storaktionær i Nordea, ser store synergieffekter ved en fusion med Svenska Handelsbanken, mens SEB også nævnes som et godt alternativ. Det kom frem i Dagens Nyheter, som havde interviewet Sampo-direktør Bjørn Wahlroos.

Carlsberg, som onsdag aflagde halvårsregnskab, åbnede 1,0 pct. lavere i kurs 710. I kølvandet af halvårsregnskabet løfter S&P Equity Research sit kursmål på Carlsberg til 625 kr. fra 547 kr.

Opturen hos Coloplast og Danisco fortsatte Coloplast steg 1,3 pct. til kurs 486, mens Danisco vandt 1,1 pct. til kurs 422. Coloplast lukkede onsdag 5,8 pct. højere, mens Danisco steg 4,0 pct.

RB-Børsen