SAS-kurs i København har efterslæb til Stockholm-notering

SAS-aktien i København har noget til gode i forhold til flyselskabets notering i Stockholm, hvor aktien steg tirsdag efter dansk børslukketid kl. 17 efter en ny lønaftale, der samtidig afblæste en strejke blandt selskabets svenske piloter.

Rickard Gustafson Fold sammen
Læs mere
Foto: TT NEWS AGENCY

På Stockholmsbørsen endte SAS-aktien 2,7 pct. højere i 19 svenske kr. - svarende til 15,16 kr. Forinden var SAS-aktien i København lukket i kurs 14,80 kr. - 2,4 pct. under den svenske slutnotering.

»Parterne har indgået en aftale, og flytrafikken i Sverige kommer til at blive genoptaget så hurtigt som muligt«, oplyste SAS i en meddelelse tirsdag eftermiddag, efter at pilotstrejken i dagene forinden havde medført cirka 1000 aflysninger.

»Det har været en svær proces, og vi er nu lettede over, at strejken er afblæst og vore kunder kan komme af sted som planlagt, « siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, i meddelelsen.

Det er endnu for tidligt at sige noget om de økonomiske konsekvenser for SAS.

»Vi er glade for, at vi er blevet enige om en aftale om en lønstigning på 2,2 pct. Derimod synes vi, at det er kedeligt, at vi måtte gennem en kostbar og unødvendig strejke, siger Mattias Dal, vicedirektør i Svenska Flygbranschen og Transportföretagen i en pressemeddelelse,« skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Den nye aftale mellem de svenske piloter og SAS gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2016. Den gælder i et år - og så er det på den igen.

I torsdags undgik SAS en strejke i Norge, hvor 430 piloter havde gjort klar til at blive på jorden. Her nåede man til enighed efter lange forhandlinger. Sidste år indgik SAS en toårig aftale med sine danske piloter.

Omkring 400 svenske piloter blev allerede i fredags taget ud til strejke af den svenske pilotforening SPF. Det var piloter på kortdistanceflyvninger, der nedlagde arbejdet.

/ritzau/FINANS