SAS i fokus på børsen

Det ultralikvide danske C20 indeks viste tirsdag forbi middag robust styrke og lå 1,2 pct. højere i 447,76. Novo Nordisk og Trygvesta lå med store stigninger mens SAS var i fokus blandt sidepapirerne.

Trygvesta opjusterede kort før middag sine helårsforventninger. Der ventes nu et overskud på mellem 3,7-3,8 mia. kr. mod tidligere 3,2 mia. kr. Trygvesta vil dog først kommentere på opjusteringen i forbindelse med helårsregnskabsaflæggelsen den 28.

februar. Det er kursreguleringer, som står bag opjusteringen, men skadesresultatet tilskrives også en del af den gode udvikling.

Trygvesta steg 2,6 pct. til kurs 451,5.

Indekstunge Novo Nordisk steg massive 3,7 pct. til kurs 492,5.

Ved middagstid var det småt med fondsbørs-nyheder på Novo.

Designelektronikkoncernen Bang & Olufsen blev nedgraderet af Handelsbanken. Finanshuset har nu en "akkumuler" anbefaling på aktien mod tidligere "køb". Nedgraderingen tilskrives udelukkende, at aktien i den seneste tid er steget op til aflæggelsen af halvårsregnskabet, som kommer onsdag. B&O lå 0,4 pct. lavere i kurs 732.

Vestas fik lidt medvind med en stigning på 1,8 pct. til kurs 237,8. Dagbladet Børsen skrev tirsdag morgen, at elektricitet kan produceres billigere af vindmøller end af kulkraftværker og naturgas. Vestas fik før middag en ordre i Spanien fra den danske energikæmpe Dong Energy. Vestas skal levere 22 styk V90 2 megawatt vindmøller til vindmølleparken Sierra de Tineo in Asturias i Spanien. Levering af møllerne er fastsat til at begynde i marts 2008, og projektet vil være færdigt i slutningen af 2008.

Blandt sidepapirerne var luftfartselskabet SAS Gruppen dagens store nyhed på godt og ondt. SAS var tirsdag formiddag indhvirvlet i opkøbsrygter. Ifølge European Marketscope florerer aktiemarkedet med rygter om, at Lufthansa vil være interesseret i at byde på SAS. Enskilda Securities hævede sit kursmål på SAS til 170 skr. fra 125 skr. og fastholdt købsanbefalingen.

SAS offentliggjorde også trafiktal for december. Her var der blandet nyt til SAS investorerne, passagertrafikken faldt 2,2 pct. i december sammenlignet med november. Den samlede kapacitetsudnyttelse i SAS-gruppen, load factor (kabinefaktoren, der viser udnyttelsen af den indsatte kapacitet), steg 1,2 pct. sammenlignet med sidste år til 66,1pct. Yield'en (der er et udtryk for indtjeningen pr. passager i forhold til den fløjne strækning) for gruppens største enhed, Scandinavian Airlines, steg 12,9 pct. Til sammenligning steg Finnair passagertrafik 9,1 pct. i december.

Det er især SAS flyaktiviteterne, der oplevede en tilbagegang i december, mens lavprisdivisionen, Blue1, oplevede en passagerfremgang på 49 pct. SAS lå før offentliggørelsen af trafiktallene 5,1 pct. højere, men blev forbi middag handlet 3,7 pct.

højere i kurs 111,0.

- Generelt er tallene i overensstemmelse med det ventede, sagde analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til RB-Børsen.

RB-Børsen