SAS glæder sig over stabil kabinefaktor - ir-chef

 

Den skandinaviske luftfartskoncern SAS glæder sig over, at den samlede kapacitetsudnyttelse i SAS-gruppen er stabil. De seneste trafiktal fra juni viser, at load factoren - kabinefaktoren, der viser udnyttelsen af den indsatte kapacitet, er faldet med marginale 0,1 pct. til 76,4 pct.

 

- Det, der kendetegner trafiktallene for juni måned, er, at kabinefaktoren er stabil. Tidligere er den gået ned, men nu er den blevet meget stabil. Juni er en god måned for hele industrien. Samtidig har vi en god vækst på koncern-niveau og passerer 40 mio. passagerer inden for de sidste 12 måneder, siger chef for investor relations hos SAS, Sture Stølen, til RB-Børsen.

 

Han peger også på, at yield'en - der er et udtryk for indtjeningen pr. passager i forhold til den fløjne strækning - for gruppens største enhed, Scandinavian Airlines, steg 7,6 pct. i maj. Dog venter SAS, at yield'en i juni vil være på linie eller lavere end i maj.

 

- At yield'en et steget tyder på, at markedet er godt og vores kommercielle initiativer fungerer. Grunden til, at den vil være på samme niveau eller lavere, er, at man skal huske, at yield'en var vældig svag frem til maj sidste år. Vi venter fortsat god vækst på markedet, og vi har ikke set nogen tegn på afmatning, siger Sture Stølen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )