SAS-aktier til vejrs på overtagelsesrygter

Aktierne i SAS fløj tirsdag til vejrs på børsen i København.Aktiemarkedet florerede med rygter om et overtagelsesforsøg på SAS, hvilket sendte kursen over 6 pct. op.

Rygtet skulle angiveligt være startet, da den internationale investeringsbank Goldman Sachs har suspenderet sin dækning af Lufthansa-aktien.

- Der kører nogle rygter om, at Lufthansa skulle være interesserede i at købe SAS. Rygtet er opstået, da Goldman Sachs skulle være suspenderet fra at dække Lufthansa-aktien, da der foregår en eller anden større corporate finance transaktion.

Derfor spekulerer markedet i, at der sker noget med Lufthansa, da der tidligere har været rygter om at Lufthansa og SAS passer sammen, siger en aktiehandler til RB-Børsen.

Det er ikke første gang, at der har været spekulationer om at Lufthansa vil købe SAS. Men Björn Tibell fra investor relation i SAS,

mener ikke, at der er noget substans i rygterne, mens Lufthansa overfor Bloomberg News afviste at kommentere rygterne.

- Vi kender ikke noget til, at Lufthansa skulle være på vej med et bud, og Lufthansa har selv været ude at sige, at der er tale om et

rygte sat i gang af Goldman Sachs. Derfor vurderer vi ikke, at der er mere substans i de nye rygter, end der har været de foregående

gange, siger Björn Tibell til Ritzau.

Et eventuelt salg af SAS vil dog ikke ske foreløbig, da staterne i Norge, Sverige og Danmark fortsat sidder på halvdelen af det

skandinaviske luftfartsselskab.

- Rygterne er lidt åndsvage, da den norske stat tidligere har meldt ud, at den ikke vil sælge sin ejerandel i SAS. Samtidig vil den

danske eller svenske stat ikke sælge med mindre alle tre lande er enige om det. Derfor er det lidt utopi, at SAS er ved at blive solgt,

mener aktiehandleren.

SAS-aktierne steg umiddelbart efter rygterne over 7 pct., men ved 11-30-tiden var aktierne faldet en anelse igang. Da blev SAS-aktierne handlet 4,2 pct. højere til 111,5 kr. pr. aktie på fondsbørsen i København.

RB-Børsen