SAS-aktien højtflyvende efter regnskab

Aktierne i SAS letter markant efter regnskabet for første halvår, der ikke var så slemt som frygtet.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Aktien lukkede tirsdag i 2,63 kr. på børsen i København, mens den onsdag morgen efter 10 minutters handel kostede 2,86 kr. - 8,75 pct. højere. Det er det højeste niveau siden slutningen af maj i år.

SAS landede et underskud på 1795 mio. skr. i første halvår i år. Det var stort set som ventet. Analytikere adspurgt af RB-Børsen havde ventet et underskud på 1795 mio. skr. Omsætningen kom ud med 23,5 mia. skr. - som ventet af analytikerne.

Driftsresultatet blev et underskud på godt 1,9 mia. skr., mens analytikerne der havde ventet knap 2,0 mia. skr.

SAS meddelte samtidig, at der blev lanceret en ny spareplan på 2 mia. skr. oveni de 4,5 mia. skr. fra strategiplanen Core SAS, der blev sat i søen i foråret.Analytikerne havde ventet en ekstra spareplan på 1 mia. skr., men fik en, der var dobbelt så stor, og dertil yderligere 0,5 mia. kr. på det gamle Core SAS.

RB-Børsen