Så stor bliver Mærsks børsnotering

Administrerende direktør for A.P. Møller - Mærsk, Søren Skou, har frasolgt store dele af A.P. Møller-konglomeratet. Nu lægger han an til en seperat børsnotering af Maersk Drilling. (Foto: Nasdaq Copenhagen/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Nasdaq Copenhagen

Når Maersk Drilling næste år kommer på børsen i København, vil selskabet sandsynligvis få en markedsværdi, som giver plads i det toneangivende C25-indeks.

A.P. Møller-Mærsk har fredag besluttet at udskille Maersk Drilling i en selvstændig børsnotering, da det ikke er lykkedes med at sælge selskabet til anden side.

Maersk Drilling, der driver en større flåde af borerigge og boreskibe, er bogført til 4,4 mia. dollar i Mærsks regnskab, hvilket svarer til omkring 29 mia. kr.

HANDEL BLIVER AFGØRENDE

C25-indekset bliver udvalgt blandt de 35 største aktier målt på markedsværdi i fri handel, hvorefter de 25 mest handlede aktier får plads i det fine selskab. Lige nu er det 35.-mest værdifulde selskab omkring 11 mia. kr. værd på børsen.

- Aktien vil have stor nok værdi til at komme i C25, men det afhænger af, hvor meget den bliver handlet, siger Per Hansen, der er investeringsøkonom hos Nordnet.

- Maersk Drilling er i en industri, der har sine rigtig gode tider, som vil skabe interesse for aktien, men der vil nok også være lange perioder med lav interesse, når markedet er svagt. Man skal nok vente en aktie, der vil have relativt store udsving, siger Per Hansen.

Ifølge hans vurdering er det på ingen måde et ideelt tidspunkt at børsnotere Maersk Drilling næste år, da underleverandørerne i oliebranchen generelt set har det svært.

Artiklen fortsætter under grafikken...

VANSKELIG BRANCHE

Borebranchen har været presset gennem flere år, siden et fald i olieprisen og en opbremsning i de store olieselskabers investeringslyst i 2014-2015 gav mangel på arbejde for mange borerigge.

Olieprisen er efterfølgende steget de seneste par år, men investeringerne er ikke fulgt med i samme takt. Maersk Drilling har haft store underskud i både 2016 og 2017, mens 2018 indtil videre har været bedre.

- Det er et skidt tidspunkt at børsnotere Drilling på, fordi selskabets marked på kort sigt er svagt og præget af, at der ikke er så høje investeringer i at finde nye olie blandt de store olieselskaber, siger Per Hansen.

- Det går bedre for industrien, end dengang det gik dårligst, men det går stadigvæk markant værre, end dengang det gik bedst, siger Per Hansen.

Samme vurdering kommer fra Michael Friis Jørgensen, der er aktieanalytiker i Alm. Brand Markets.

- Det er et lille selskab, og der er bedre tider at sende Maersk Drilling på børsen. Det kan blive svært at skabe investor- og analytikerinteresse for Maersk Drilling i olieverdenen, der er præget af store mastodonter. Derfor bliver det svært at få den helt rigtige pris, siger Michael Friis Jørgensen.

GRØN PROFIL VINDER FREM

Hvis Maersk Drilling kommer i C25-indekset, vil det være den eneste reelle olieaktie, da Mærsk bortset fra et uafklaret salg af den lille forretningsdivision Maersk Supply Service er ude af oliesektoren.

Samtidig har Ørsted også solgt de "sorte" dele af forretningen fra de seneste år for at fokusere på en grøn profil, men selv om vedvarende energi fylder mere og mere, så mener Per Hansen, at Maersk Drilling har sin berettigelse på børsen i en overskuelig fremtid.

- Fremtidens energiforsyning er grøn, så en betydelig del af de investeringer, der bliver foretaget i energisektoren, vil være på den front, siger Per Hansen.

- Men i mange, mange år frem vil olie fortsat spille en stor rolle i energibilledet, og derfor vil Maersk Drilling også kunne være en attraktiv investering for investorerne, når vi kigger lidt længere end de næste et til to år, siger han.

/ritzau/FINANS