Så er der priskrig på flybilletter

Priskrigen raser i Europa. Der udbydes nu flybilletter til priser, man ikke tidligere har drømt om og luftfartsselskaberne over hele Europa, inklusive SAS, styrtbløder i øjeblikket.

Læs mere
Fold sammen
Ruterne til Asien og Amerika er hårdest ramt af alle, og det næsten totale fravær af forretningsrejsende forrest i flyene stiller nu spørgsmålstegn ved den kun seks måneder gamle SAS-strategi om fokusering på de forretningsrejsende. Det skriver dagbladet Børsen onsdag.

SAS meldte i går ud, at selskabet har været presset til at lade priserne falde over 5 pct. i maj og forudser det samme fald i juni, mens Finnair for lang tid siden har sat priserne ned for at fylde flyene op. Tendensen med at sætte priserne ned for at holde på kunderne er den samme over hele Europa.

- Priskrigen er startet, og Finnair har gennem nogen tid været ekstremt aggressive, siger IR-chef i SAS, Sture Stølen.

Hos den nordiske ærkerival Finnair indledtes priskrigen for lang tid siden.

- Det er et spørgsmål om overlevelse, der er fortsat stor overkapacitet i luftfartssektoren, og der er priskrig i øjeblikket, siger Christer Haglund, senior vicepresident i Finnair.

I første kvartal faldt de gennemsnitlige billetpriser i Finnair med 16 pct. og dette fald er eskaleret til 18 pct. i andet kvartal.

- Faldet er historisk, og det kommende halve år bliver skæbnesvangert for både os og industrien. Vi håber virkeligt, at priserne retter sig i den periode, men ærligt talt kan vi ikke se noget lys for enden af tunnellen. Der er ikke noget lys, forklarer Christer Haglund til Børsen.



(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )