Rylbergs Kinderæg

Eric Rylbergs nytårsforsæt var at undgå mediernes søgelys. Men så skulle han ikke have taget ansættelse i en børsnoteret ejendomsvirksomhed med tårnhøje ambitioner.

Erik Rylberg er et af de største erhvervskoryfæer i nyere tid, og derfor vakte det stor opsigt, da han forlod ISS efter uenighed med ejerne om den fremtidige strategi. Endnu større var forundringen, da han valgte at træde ind i andet geled i ejendomsselskabet Keops. Kun få kan forstå, hvad der frivilligt får Eric Rylberg til at spille anden violin i et stærkt risikobetonet foretagende, når konventionen er, at man udvælger sig en fornuftig bestyrelsesportefølje, hvis ikke man længere ønsker presset som CEO.

Det er imidlertid imponerende mandsmod fra Eric Rylbergs side, når han blæser konventionerne en lang march og træder ikke bare ét, men adskillige trin ned af karrierestigen. Det viser, at det ikke er magten, der har drevet Eric Rylberg, men derimod lysten til at realisere sig selv, og det kræver ikke nødvendigvis formel magt.

Jobtilbuddet fra Keops har været som et Kinderæg for Eric Rylberg. For det første kommer han ind i den fremgangsrige ejendomsbranche præget af både penge og stor risiko. For det andet er der en intellektuel udfordring ved dette totale brancheskift, og det er i sig selv pirrende for en mand som Eric Rylberg. Og for det tredje mente Eric Rylberg, at han ved at spille andenviolin i Keops kunne slippe for den meget store medieopmærksomhed, som blev ham til del i ISS. Det er hele tre ting, og så er det svært at sige nej.

Men den lynhurtige ændring af jobbeskrivelsen fra anden- til endog tredjeviolin vidner om, at Eric Rylberg er spændt for en vogn, som han ikke selv kan styre. Alverdens spekulationer opstår, og selv om påstandene om, at Keops skulle have brudt de børsetiske regler hurtigt viste sig forkerte, står man tilbage med en berettiget måben over, hvad der egentlig foregår i Keops.

Selskabets fondsbørsmeddelelse, der fortæller om Eric Rylbergs ansættelse, vidner om, at det går hurtigt, når der skal produceres fondsbørsmeddelelser hos Keops. Her er tredje afsnit fra indledningen, der jo skal tegne de store linier op:

Because of a two-year stay abroad, Director Mette Vagner Johannesen will at the same time resign from the Executive Board so that in future this will consist of Director Niels K. Thygesen and Group Chief Executive Ole Vagner.

Man finder det altså passende at forklare, at et medlem af direktionen udtræder, fordi hun har boet to år i udlandet, i en meddelelse, der skal redegøre for en afgørende nyorientering med Eric Rylberg som strategisk sparringspartner. Det er simpelthen dårlig kommunikation, og helhedsindtrykket af meddelelsen er, at den ikke er Eric Rylberg værdig.

At selskabets informationspolitik er ganske usædvanlig, understreges af, at man i 2006 valgte at udsende ikke færre end 44 fondsbørsmeddelelser. Det er næsten dobbelt så mange som Danske Bank. Det vidner om et selskab, der halser efter markedet i et forsøg på at gøre sig interessant frem for at koncentrere sig om at meddele det væsentlige.

Hvad laver Eric Rylberg i sådant et selskab? Det paradoksale er, at Rylbergs nye rolle i Keops tilsyneladende er sket helt uden dramatik, bl.a. fordi at man ikke længere ønsker at ekspandere globalt. Eric Rylberg har med andre ord selv medvirket til at omskrive sin jobbeskrivelse. Men så store ændringer på så kort tid medfører enorme store forskydninger i aktiekursen og usikkerhed om den fremtidige kurs. Den lobhudling af aktionærerne bærer Keops det fulde ansvar for.

Tilbage står, at Eric Rylbergs ønske om at træde ud af mediernes søgelys forekommer naivt og endog belastende for både Keops og ham selv. Han har selv bidraget til den spektakulære interesse om hans person i hans tid som topchef for ISS, og så gælder det de samme regler som i ugebladsverdenen. Inviterer man inden for til brylluppet, må man også forvente, at gribbene venter ved skilsmisser og begravelser.

Den lektie kan Eric Rylberg lige så vel lære først som sidst.