Rygter om droppede brexit-krav sender det britiske pund i vejret

British one pound sterling coins are arranged in front of a Union flag for a photograph in London on December 14, 2017. Justin TALLIS / AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: Justin TALLIS

En nøgleknast er tilsyneladende blevet barberet af i de igangværende brexit-forhandlinger, hvilket potentielt kan gøre det lettere at nå en aftale, og det styrker onsdag eftermiddag pundet. Det skriver Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder bekendt med sagen.

Ifølge mediet er Tyskland klar til at acceptere en mindre detaljeret aftale omkring Storbritanniens fremtidige bånd med EU for at få brexit gennemført. Samtidig er Storbritannien klar til at acceptere en vagere hensigtserklæring, hvilket kan udskyde nogle beslutninger, skriver mediet med henvisning til unavngivne kilder.

Skiftet betyder, at den brede modstand mod premierminister Theresa Mays plan for det fremtidige forhold ikke nødvendigvis udgør en hindring for en aftale. Det skyldes, at brexit forhandles i to dele - først en aftale for at sikre, at bruddet håndteres ordentligt, derefter den fremtidige handelsaftale.

I begyndelsen ville begge sider have et detaljeret billede af det fremtidige forhold i det første trin, hvorfor en aftale på op til 100 sider blev planlagt. Nu kan det være så lidt som en tiendedel af det, skriver Bloomberg News, og det kan gøre det lettere at nå en aftale.

Onsdag eftermiddag koster en euro 0,8964 pund. Tirsdag klokken 17 var prisen 0,9005 pund.

/ritzau/FINANS

/ritzau/FINANS