Rygter om Apple-soloridt koster leverandør en tredjedel af børsværdi

Rygter om, at Apple vil gå solo og udvikle sin egen strømstyringschip, der kan erstatte Dialog Semiconductors chip, har kostet den britiske chipproducent 33 pct. på aktiekursen.

Foto: PETER PARKS

Det skriver Bloomberg News.

Sagen er et klassisk eksempel på risikoen ved, at en enkelt kunde kan udgøre for stor en del af en virksomheds omsætning. Apple udgør 74 pct. af Dialog Semiconductors omsætning ifølge Bloomberg News.

Kursfaldet er udløst på baggrund af en rapport fra finanshuset Bankhaus Lampe, der har givet aktien en salgsanbefaling på grund af angiveligt stærke beviser på, at Apple er ved at gå solo og udvikle sin egen strømstyringschip.

Beviserne er angiveligt Apples store interesse for ingeniører med speciale i strømstyringschips over det seneste år, og Bankhaus Lampe skriver med henvisning til unavngivne kilder, at op mod 80 ingeniører arbejder på en chip, der kan blive placeret i iPhones fra starten af 2019.