RTX sælger sit hovedkontor for 71,5 mio. kr.

Foto: HENNING BAGGER. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

RTX har indgået en aftale om at sælge sin domicilejendom i Nørresundby til den bogførte værdi på 71,5 mio. kr.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen onsdag formiddag.

- Formålet med tiltaget er at øge selskabets strategiske frihedsgrader og samtidig fokusere selskabets finansielle ressourcer omkring den internationale forretningsudvikling inden for trådløse teknologiske løsninger, skriver RTX om salget.

Køberen af ejendommen er et selskab, der hovedsageligt ejes af en institutionel investor, og overdragelsen sker den 1. januar næste år, men RTX har samtidig indgået en aftale om at leje dele af ejendommen tilbage i ti år.

Salget påvirker desuden ikke RTX' finansielle forventninger til regnskabsåret 2015/16, som derfor fastholdes.