Roskilde Bank årets taber bankaktie

Det er dybt at falde for en bankaktie, når den får bank. Det viser Roskilde Banks aktie, som efter flere års forbløffende kursstigninger nu falder tungt.

Roskilde Bank er med et kursfald på 40 procent i år ifølge Børsen den ringeste bankinvestering i år. Den efterfølges af Bonusbanken, Ringkjøbing Bank og Skjern Bank.

Paradoksalt nok falder aktien i Roskilde Bank på trods af, at den som forretning er i storform. I seneste kvartalsmeddelelse kunne Roskilde Bank berette, at forretningsområderne vokser, og at der er forventning om rekordindtjening efter stor tilgang af nye kunder.

»Når en aktie er steget så kraftigt gennem de seneste år, så er der nogen, der har fået meget store gevinster. Så kan man ikke fortænke dem i at ville hjemtage gevinsten,« siger Søren Kaare-Andersen til Børsen. Direktøren tiltrådte som topchef i banken 1. juli i år.