Rolig obligations-start med rentepil op

Der er udsigt til en forsigtig start på det danske obligationsmarked torsdag, efterhånden som investorerne skal fordøje en række begivenheder fra Asien.

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Umiddelbart peger rentepilen dog opad efter en positiv aktiedag i USA onsdag.

Onsdagens handel bragte et rentefald på 5 basispoint til 1,61 pct. i den 10-årige, danske statsobligation.

Senere på dagen vil en opgørelse af PMI for januar fra eurozonen tage opmærksomhed, ligesom investorerne også vil skue mod den ugentlige statistik for nytilmeldte ledige i USA i eftermiddag. Positive udfald her vil kunne fremprovokere rentestigninger herhjemme.

Allerede fra start er der dog asiatiske nøgletal at forholde sig til. Væsentligst var HSBCs udgave af de kinesiske indkøbschefers fremstillingsindeks, der viste en fremgang til 51,9 i januar mod 51,5 i december og en markedsforventning på 51,7 ifølge Bloomberg News. Dermed er der fortsat fremgang at spore i den kinesiske fremstillingsindustri, der ifølge opgørelsen vokser i det højeste tempo længe.

Fra Japan var der omvendt lidt hår i suppen, da den japanske eksport faldt uventet meget i december. Eksporten i Solens Rige dykkede med 5,8 pct. i julemåneden sidste år mod en forventning om tilbagegang på 4,2 pct. blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.

Sidst på eftermiddagen torsdag følger desuden en opgørelse over ledende indikatorer for december fra den anden side af Atlanten. Gættet fra økonomerne lyder på et plus på 0,4 pct. ifølge Bloomberg News mod en tilbagegang på 0,2 pct. i november.