Røde tal florerer på børsen

Faldene har overtaget på fondsbørsen i København, og C20-indekset åbner 1,2 pct. lavere i 291,30.

Læs mere
Fold sammen
A.P. Møller - Mærsk og Vestas er i søgelyset på en dag, hvor nyhedsstrømmen ellers er tynd, og investorerne afventer torsdagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport. De store europæiske indeks ligger med fald på op til 1,5 pct.

A.P. Møller - Mærsk åbner 1,9 pct. lavere i kurs 31.500. Maersk Line venter en bølge af fusioner i containerfragtbranchen. Det siger skibsreder Eivind Kolding til avisen Financial Times Deutschland. Og Maersk Line kunne i de næste år spille en aktiv rolle i den proces.

- Jeg håber, at Maersk i de næste år vil spille en aktiv rolle i konsolideringen af containerbranchen, siger han, men slår fast, at temaet p.t. ikke står på dagsordenen på Esplanaden. Kolding pointerer, at Maerks Line ikke vil forsøge at vinde markedsandele, da det vil øge presset på priserne. Kolding kalder situationen for den værste i årtier. Der er i øjeblikket 500 containerskibe lagt til dok, men Kolding venter, at det tal vil nå et højdepunkt i 1. kvartal 2010.

Vestas åbner 1,0 pct. lavere i kurs 379. General Electrics vindenergidivision GE Wind har landet en svensk gigantordre på 57 vindmøller fra Arise Windpower. Det sker, efter at Vestas tidligere har leveret 5 møller til Arise Windpower. Arise har enorme projekter i støbeskeen, og nu står GE Wind som en klar konkurrent til Arise's gigantprojekter. Vestas lukkede onsdag 0,7 pct. højere i kurs 383,0. Arise Windpower har projekter i støbeskeen på mere end 1000 MW, hvor Arise fortsat har ordrer på 300 møller liggende i skuffen. De 300 vindmøller skal være i drift inden udgangen af 2014.

NKT, som ejer godt 50 pct. af NKT Flexibles, åbner 0,1 pct. lavere i kurs 183. Den britiske konkurrent til NKT Flexibles, Wellstream, skriver i en markedsopdatering, at selskabet har oplevet "en stærk operationel udvikling". Ordrebogen er på mere end 220 mio. pund, og udviklingen er generelt som ventet. Wellstream skriver, at den har sikret 90 pct. af omsætningen for 2009.

Topotarget åbner 7 pct. højere i kurs 2,75. Topotargets aktieemission med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer er blevet fuldtegnet. Der blev i alt tegnet 66.304.510 stk. nye aktier. De nye aktier blev tegnet til kurs 2. Fortegningsretsemissionen giver selskabet et bruttoprovenu på ca. 132,6 mio. kr. En fuldtegnet emission og dermed mindsket usikkerhed om Topotargets fremtid var den cocktail der skulle til for at få aktien til at stige i et ellers negativt aktiemarked torsdag.

RB-Børsen