Roblon/CEO: Godt år, men fremtiden usikker

Der er stor tilfredshed med årets resultat hos Roblon, men administrerende direktør Flemming Kirk Bertelsen er til gengæld mere i tvivl om, hvad fremtiden vil bringe for selskabet, der bl.a. producerer kabler. Roblon venter et resultat før skat på 18-23 mio. kr., et skøn, som direktøren mener er "midt i verden."

- Det er vores bedste bud på, hvad vi vil ramme, og så må vi se, om vi kan gøre det bedre, siger Flemming Kirk Bertelsen til RB-Børsen.

Han forklarer, at de enkelte dele af Roblons virksomhed bliver ramt i meget forskellig grad af den økonomiske afmatning.

- Roblon er en lidt speciel butik. Nogle divisioner rammes omgående, for eksempel lysdelen, hvor vi blandt andet sælger nye montrer til forretninger. Hvorimod off-shore-delen for eksempel er meget mere langsigtet. Men vi kan godt se, at vi er nede i et lavere gear, end vi var før, siger Flemming Kirk Bertelsen.

For regnskabsåret 07/08 har Roblon opnået et resultat før skat på 34,5 mio.kr. mod 32,3 mio.kr. sidste år. Fremgangen stammer især fra divisionerne Roblon Industrial Fiber og Roblon Engineering, der begge har realiseret en omsætning og indtjening, der er bedre end året før og bedre end ventet ved årets begyndelse. Lysdelen, Roblon Lighting, har til gengæld haft tilbagegang og fået en lavere indtjening end ventet.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )