Roblon nedjusterer grundet udskudte bestillinger - aktien falder 5 pct

Læs mere
Fold sammen

I april opjusterede Roblon sine forventninger til 2017/18 - nu skrues de helt ned til at lavere niveau end ved årets start.

Det fortæller Roblon i en melding til børsen tirsdag. Forklaringen er, at kunderne på forretningsområdet Composite udskyder projekter, så de ikke køber Roblons produkter i år alligevel.

Der er i øvrigt tale om projekter, som i forvejen var udskudt fra andet kvartal, hvor ordreindgangen faldt 27 pct. til 33,3 mio. kr., til andet halvår.

- En del af de allerede udskudte projekter vil blive udskudt yderligere og dermed tilgå det nye regnskabsår 2018/19, forventer Roblon nu.

Grundet de forsinkelser samt en ventet forskydning i koncernens produktmix nedjusterer Roblon forventningerne for regnskabsåret 2017/18.

Nu ventes en omsætning i niveauet 235 mio. kr. for de fortsættende aktiviteter mod tidligere 255 mio. kr., og overskuddet før skat bliver kun omkring 20 mio. kr. mod en tidligere prognose om 28 mio. kr.

I 2016/17 var omsætningen knap 199 mio. kr. og overskuddet før skat knap 22 mio. kr., mens forventningen ved starten af året - inden opjusteringen i april - var henholdsvis 235 mio. kr. og 25 mio. kr.

Roblon-aktien falder 6,4 pct. oven på nedjusteringen til en kurs på 264 kr. Det er det laveste niveau for aktien siden april 2017.

/ritzau/FINANS