Ro om renten op til møde i eurogruppen

Håbet om en snarlig løsning på Grækenlands gældsudfordringer ventes igen onsdag at være et tema på obligationsmarkedet, der dog formentlig må væbne sig med tålmodighed.

Foto: Mads Nissen. Athen. ARKIVFOTO
Læs mere
Fold sammen

Eurogruppens finansministre mødes først onsdag aften kl. 19 for at forberede regeringschefernes topmøde torsdag og fredag, hvor Grækenland er på dagsordenen.

I fraværet af konkret nyt fra forhandlingerne kan investorernes opmærksomhed samle sig om nøgletal fra især Tyskland, hvor der offentliggøres nyt om forretningsklimaet fra ifo-instituttet i München. Den såkaldte ifo-indikator ventes at være faldet til 108,1 i juni fra 108,5 i maj.

- Vi venter, at det danske obligationsmarked vil åbne stort set uændret. Falder Ifo-indekset mere end her skitseret, kan det udløse mindre rentefald, ligesom det kan svække euroen, skriver Sydbank i sin morgenkommentar. Bankens estimat for ifo-indikatoren ligger på 108,2 og dermed snært op ad konsensus.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede tirsdag uændret på 1,05 pct. efter at have handlet så højt som 1,13 pct. i den tidlige handel. I Grækenland faldt den tiårige rente med hele 54 basispoint til 10,36 pct. oven i faldet på 151 basispoint mandag.

Rentefaldet på de græske obligationer er et signal om, at markedet er blevet mere fortrøstningsfuldt, selv om det langt fra er sikkert, at det ender med en aftale. Således kan der tilstøde nye problemer. Internt i det græske regeringsparti, Syriza, hersker der således langtfra enighed.

- Flere toppersoner i Syriza-partiet har været ude og sige, at de ikke tror, at en aftale kan vedtages i det græske parlament med den viden, de har om, hvad Tsipras er ved at give køb på (bl.a. lavere pensioner). Den endelige aftale vil formentlig splitte Syriza-partiet ad, da de mest ekstreme kræfter vil sige "nej," mens flere mere moderate vil stemme "ja" sammen med oppositionen. Tsipras kan også vælge at udskrive valg eller afholde en folkeafstemning, skriver chefstrateg i Carnegie Henrik Drusebjerg i sin morgenkommentar.

Angiveligt mødes Grækenlands kreditorer også onsdag muligvis med deltagelse af regeringsleder Alexis Tsipras, skriver Bloomberg News.

Fra USA kommer der onsdag eftermiddag reviderede tal for bruttonationalproduktet i første kvartal. Den tidligere opgørelse viste et fald i bruttonationalproduktet på 0,7 pct. i første kvartal. Økonomer venter en oprevidering til minus 0,2 pct. ifølge Bloomberg News.