Renterne stiger fortsat

I det danske obligationsmarked fortsætter rentestigningerne som en reaktion på nattens budgetaftale i USA.

Aftalen bragte lettelse grænsende til optimisme til aktiemarkederne, der generelt stiger med et par procent, og mens investorer mere risikovilligt tørner ud fra de sikre obligationshavne, stiger renterne.

For den toneangivende, danske statsobligation stiger renten 11 basispoint til 1,16 pct., og tilsvarende stigninger noteres i London og Frankfurt.

I Tyskland har rentebevægelsen givet anledning til salg af tyske, toårige statsobligationer til en positiv rente for første gang i et kvartal. Der blev solgt obligationer for 4,15 mia. euro til en rente på 0,01 pct. sammenlignet med en rente på minus 0,01 pct. for en måned siden.

I Italien vender vinden den anden vej med et rentefald for landets 10-årige statsobligation på 17 basispoint til 4,32 pct., som er det laveste niveau siden december 2010, rapporterer Bloomberg News. Også i Spanien vender renteudviklingen nedad - om end kun med 11 basispoint.

Dagens udestående nøgletal drejer sig om erhvervstilliden i USA målt på ISM Manufacturing. Indekset ventes at være steget til 50,4 i december fra 49,5 måneden før. Det viser en rundspørge blandt økonomer foretaget af Bloomberg News. Der offentliggøres også amerikanske anlægsinvesteringer for november.