Renten ventes at dykke endnu mere

Fra i dag sænker Nationalbanken renten til sit hidtil laveste niveau. Analytikere spår, at der er flere rentefald i vente.

Nationalbankens udlånsrente sænkes med 0,1 procentpoint til 1,45 pct. fra 14. august 2009.

- Det sker på baggrund af køb af valuta i markedet, skriver nationalbanken.

Dagens rentesænkning var ikke den store overraskelse, konstaterer Sydbank.

- Det er dog stadig usikre tider vi befinder os i så en opblussen af finansuro i den kommende tid kan ikke fuldstændigt udelukkes. Derfor er det fornuftigt at have en pæn buffer i valutareserven som den, Nationalbanken har opbygget, ligesom at det ville være optimistisk at tro på at renteforskellen til ECB kan komme ned på det tidligere bundniveau på 0,15 pct.-point som vi så det i 2003-2006, konstaterer Sydbank i en kommentar.

Sydbank venter, at man så småt er tæt på rentebunden herhjemme i denne omgang, og man skal maksimalt sætte næsen op efter en enkelt yderligere finjusterende rentesænkning til 1,40 pct., vurderer banken.

Nordea venter yderligere to sænkninger.

- Det er fortsat vores vurdering, at der kommer mere. Vi venter således, at Nationalbanken inden årsskiftet har indsnævret renteforskellen til 0,25 pct.point. Det kommer med stor sandsynlighed ligeledes i to ombæringer af 0,1 pct.point, den første måske allerede i næste måned.

Nordea vurderer, at de økonomiske konsekvenser af dagens ændring er minimale.



(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )