Renten på græske obligationer stiger efter sammenbrud

Mandag formiddag er renten på den ledende tiårige græske statsobligation skudt i vejret med hele 49 basispoint siden fredagens lukkeniveau.

Foto: Mads Nissen. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Renten lagde ellers ud med et ordentlig dyk til 10.9806 fra morgenstunden, men er sidenhen gået kontra og steget til 12,05 pct. fra fredagens lukkeniveau, som var 11,56.

Den græske usikkerhed er igen blevet forstærket, da endnu et møde mellem Grækenland, ECB og IMF endte uden resultat søndag. Parterne havde ellers sat hinanden stævne for at finde en løsning på den græske gældssituation, men altså uden resultat.

- Selv om der skete nogle fremskridt, lykkedes forhandlingerne ikke. Der er stadig en betydelig kløft mellem de græske myndigheders planer og de fælles krav fra Kommissionen, ECB og IMF, siger en talsmand fra forhandlingerne ifølge AFP og DPA.

Møderne mellem parterne har været hyppige på det seneste, for tiden er ved at løbe ud for Grækenland. Landets nuværende låneprogram udløber med udgangen af denne måned.

Hvis der ikke bliver fundet en løsning, kan det ende med, at Grækenland bliver nødt til at forlade eurozonen og indføre sin egen valuta.

Det er ikke kun det græske obligationsmarked, der mandag er påvirket af sammenbruddet i forhandlingerne. Også det ledende ASE-indeks i Grækenland falder hele 7 pct. mandag formiddag. Det er især de græske bankaktier, som endnu engang tager en rutsjetur ned i rødt terræn.