Renten kravlede lidt ned fra toppen

På en stille handelsdag med det vigtige obligationsmarked i London ferielukket krøb den danske obligationsrente mandag ned fra den årstop på 2,10 procent, den placerede sig på ved lukketid fredag.

Mandag lukkede renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation i 2,05 pct. eller 5 basispoint lavere.

Dermed slog den danske rente følgeskab med den tyske toneangivende rente, som faldt tilsvarende 5 basispoint, og samme bevægelse sås i øvrigt for nærliggende kolleger i Holland og Østrig. Ifølge Bloomberg kan rentefaldet ses i forbindelse med skuffende amerikanske nøgletal for ordreindgangen på varige goder i juli og deraf følgende behov for øget efterspørgsel efter sikrere investeringer. Ordreindgangen faldt 7,3 pct. mod et ventet fald på 4,0 pct. Fredag var den tyske 10-årige rente i 1,98 pct. eller det højeste niveau siden marts sidste år.

Omvendt steg renten i Italien 5,6 basispoint op til tirsdagens salg af statsobligationer for mere en 12,5 mia. euro. Det sker ved den første auktion siden juli og under indtryk af politiske bekymringer for tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconis politiske fremtid.