Rekordhøjt Dow-indeks efter flere Fed-indikationer

De amerikanske aktier sluttede onsdag højere målt på Dow Jones- og S&P 500-indeksene.

Læs mere
Fold sammen

Tirsdagens udtalelser fra topfolk i den amerikanske centralbank om, at en nedtrapning af de kvantitative lempelser langt fra er forestående, blev onsdag fulgt op af udtalelser fra bankens cheføkonom, David Wilcox, og lederen af afdelingen for monetære affærer, William English. Begge slog til lyd for, at det er nødvendigt at opretholde de pengepolitiske lempelser.

Dow Jones Industrial Average lukkede onsdag med et plus på 0,8 pct. i 15.746,88. Dermed satte de tunge virksomheder i indekset endnu en rekord.

Det brede S&P 500-indeks sluttede med en stigning på 0,4 pct. i 1770,49 - mindre end 2 point fra rekordniveauet

Teknologiaktierne i Nasdaq-indekset kunne til gengæld ikke få pusten og blev dagens tabere med et fald på 0,2 pct. til 3931,95.

- Centralbanken har besluttet, at risikovillighed skal belønnes, og det er, hvad vi kommer til at se. Markedet vil blive ved med at nå nye højder, indtil stimulus reduceres, siger investeringschef Bill Mann fra Motley Fool Asset Management i Virginia til Bloomberg News.

Torsdag morgen handles futures på de amerikanske indeks i Asien dog med små fald på op til 0,1 pct.

Blandt de store selskaber steg Microsoft Corp 4,2 pct., efter at en analyse fra Nomura Holdings pegede på, at softwarekoncernen vil lukke de tabsgivende aktiviteter under en ny administrerende direktør.

I modebranchen fremlagde Ralph Lauren regnskab og opjusterede den nedre ende af salgsprognosen og øgede udbyttet. Aktien steg 5,5 pct.

Kollegaen Abercrombie & Fitch måtte til gengæld bide i græsset efter et svagt regnskab. Modehuset vil lukke lingerikæden Gilly Hicks som følge af elendigt salg, og aktien faldt i samme hastighed som blonderne hos en letlevende dame - 13,5 pct. var dagens drop.

Forud for åbningen præsenterede Time Warner et regnskab, som fremtryllede et overraskende pænt overskud trods en lidt skuffende omsætning. Aktien faldt 0,8 pct.

Elbilsproducenten Tesla satte den økonomiske udvikling i bakgear i tredje kvartal. Aktien faldt efterfølgende 14,5 pct. Regnskabet blev offentliggjort efter børslukketid tirsdag.

Dagens store samtaleemne var dog den kommende notering af Twitter. Efter børstid blev afregningsprisen fastsat til hele 26 dollar per aktie. Det oprindelige introduktionsinterval lød på 17-20 dollar, men stor efterspørgsel fik introduktionsbankerne til at hæve prisen til 23-25 dollar. Alligevel var efterspørgslen fortsat for stor, og selskabet kan nu se frem til at hente 1,82 mia. dollar via noteringen, der værdisætter Twitter til 14,2 mia. dollar.

Twitter-aktien handles for første gang torsdag.

/ritzau/FINANS