Rederiet Norden udbetaler 1,6 mia. kr. i udbytte

Den boomende kinesiske økonomi smitter af på rederiet Norden, og det børsnoterede danske rederi står foran en tredobling af overskudet i år. Det kommer nu aktionærene til gode, idet rederiets bestyrelse har besluttet at syvdoble udbetalingen af udbytte i år.

I forbindelse med kvartalsregnskabet for årets tredje kvartal, slog Nordens administrerende direktør Carsten Mortensen fast, at årets rekordoverskud dels skulle bruges til at hæve udbyttet, dels til eventuelle opkøb.

- Jeg venter, at aktionærene skal have deres del af det, og så skal resten investeres i fremtiden. Opkøb er bestemt ikke utænkeligt. Nu har vi vokset organisk frem til i dag, mens hvis de skal bruges til opkøb, meddeler vi det først til fondsbørsen, sagde Carsten Mortensen til RB-Børsen i forbindelse med kvartalsregnskabet.

Norden vil udbetale 35 kr. pr. aktie svarende til i alt 307 mio. dollar (1,6 milliarder kr.) i udbytte for regnskabsåret 2007, oplyser rederiet i en meddelelse. Norden udbetalte i 2006 100 kr. pr. aktie i udbytte, men dengang havde aktierne en stykstørrelse på 20 kr. Siden har Norden nedsat aktiestørrelsen til en tyvendedel eller 1 kr. pr. aktie, og udbyttet på 35 kr. i 2007 svarer således en syvdobling af udbyttet for 2006.

Norden, der primært sejler med tørlast såsom jernmalm og kul til og fra Kina, har i disse år medvind på grund af historisk gode markedsforhold, og der er ingen tegn på, at det store boom på markedet for fragt af tørlast stopper.

- Det er Kina og Indien samt fragt af kul, der trækker væksten. Vi er positive omkring tørlastmarkedet for 2008 og 2009. Om det kommer til at ligge på niveau, under eller over indeværende år, vil vi ikke gætte på, men vi tror vi får et historisk godt marked næste år. For tankskibe venter vi et fornuftigt marked. Vi venter, at resultatet for tank kommer til at ligge lidt under resultatet i år næste år. Men i år har resultatet også været ganske højt, sagde Carsten Mortensen ved kvartalsregnskabet.

I forhold til det estimerede overskud i 2007 på 670-700 mio. dollar svarer udbyttet til en udbytteandel (payout-ratio) på 44-46 pct. I de tre forudgående år har Norden holdt sig til udbytteandele på 23 pct. i 2006, 22 pct. i 2005 og 40 pct. i 2005 (eksklusive ekstraordinære udbytter).

Aktiemarkedet har taget pænt imod nyheden fra Norden og sendt aktien op med 3,2 pct. til 551 kr. pr. aktie.

Som et udtryk for de gode tider på tørlastmarkedet har Mærsk Mc-Kinney Møller netop personligt bestilt to tørlastskibe til en værdi af 1 milliard kr. i Korea, og dermed entrerer seniorrederen det lukrative marked, skriver Børsen onsdag.

RB-Børsen