Råvarer: Oliepriserne holdes i skak

Aasta Hansteen gasplatform. Fold sammen
Læs mere
Foto: STAFF

Oliepriserne på både den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie forholder sig stabile mandag morgen. Imens er prisen på guld steget en anelse, mens kobberpriserne falder.

Reuters skriver, at oliepriserne på den ene side er påvirket af stigende russisk produktion, samtidig med at boreaktiviteten i USA er på sit højeste siden 2015. Omvendt eder et opadrettet pres fra en stærk efterspørgsel, især fra Asien.

Analytikere forventer, at stigende amerikansk udbud vil starte med at udligne Organisationen for Olieeksporterende Landes (Opecs) bestræbelser på de produktionsbegrænsninger, de indførte i 2017 og som har været med til at presse oliepriserne markant op i den første halvdel af 2018.

Den amerikanske produktion af råolie er i forvejen rekordhøj med 10,8 mio. tønder olie om dagen og forventes at stige yderligere.

»Olieudbuddet fra lande, der ikke er med i Opec, forventes at stige kraftigt i 2019 anført af USA's skifeolie og øget produktion i Rusland, Brasilien, Canada og Kasakhstan,« skrev den amerikanske bank JPMorgan i sin kvartalsprognose fredag ifølge Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 76,49 dollar mod 76,39 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 65,67 dollar mod 65,69 dollar fredag eftermiddag.

Mandag morgen koster en ounce guld 1299,05 dollar mod 1298,88 dollar fredag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber mandag morgen 7292 dollar mod 7305,5 dollar fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS