Råvarer: Handelskrigen og en potentiel valutakrig sænker oliepriserne

Læs mere
Fold sammen

Prisen på både den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie falder, da der er en stigende frygt for, at overforsyninger af olie og et lavt udbud vil medføre en økonomisk opbremsning, der er forårsaget af handelskrigen mellem USA og Kina.

Samtidig stiger prisen på guld, mens kobberprisen falder en smule.

Frygten for en overforsyning i oliemarkedet kommer, efter at en del af olieproduktionen er vendt tilbage efter driftsstop. Imens iagttages de fortsatte spændinger mellem USA og Kina samt handelskrigens indflydelse på landenes økonomi og fremtidige olieforbrug.

Ifølge Stephen Innes, der er APAC-handelsleder i Oanda, er der grund til bekymring, da den kinesiske valuta er faldet. Kinas nationalbank har fredag sænket gennemsnittet for den kinesiske valuta, renminbi, for syvende børsdag i træk.

- Risikoviljen vakler, hvilket, tror jeg, skyldes, at Kinas nationalbank påvirker forholdet mellem den kinesiske renminbi og dollaren gennem bankens fix. Markederne er nervøse nu - ikke bare for en handelskrig, men også for en valutakrig, siger Stephen Innes til Reuters.

En lavere amerikansk og kinesisk efterspørgsel på olie kan medføre en overforsyning af olie på markedet. Saudi-Arabien har reageret på risikoen og vil ifølge Reuters skære ned på sin eksport af olie. Det forventes, at landet vil nedsætte sin eksport med 100.000 tønder olie om dagen. Ifølge den saudiarabiske guvernør for Opec, Adeeb Al-Aama, skal nedskæringen sikre, at Saudi-Arabien ikke sender mere olie på markedet, end forbrugerne har brug for.

Det er ifølge Reuters tredje uge i træk, at oliepriserne falder.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 72,61 dollar mod 73,11 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 69,60 dollar mod 69,71 dollar torsdag eftermiddag.

Fredag morgen koster en ounce guld 1219,40 dollar mod 1217,80 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber fredag morgen 6048 dollar mod 6054,50 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS