Råvarer: Fald i olielagre, USA-sanktioner og orkan løfter oliepriserne

Foto: CLAUS FISKER. De amerikanske olielagre faldt i sidste uge med 8,6 mio. tønder til 395,9 mio. tønder, viser tal fra den private industrigruppe American Petroleum Institute tirsdag ifølge Reuters.
Læs mere
Fold sammen

Priserne på den europæiske referenceolie, Brent, og den amerikanske WTI-olie stiger til vejrs. Priserne understøttes af de faldende amerikanske olielagre samt USA's sanktioner mod Irans olieeksport, der træder i kraft fra november.

De amerikanske olielagre faldt i sidste uge med 8,6 mio. tønder til 395,9 mio. tønder, viser tal fra den private industrigruppe American Petroleum Institute tirsdag ifølge Reuters. Det amerikanske energiministerium, EIA, udgiver de officielle tal for de amerikanske olielagre onsdag.

EIA udgav tirsdag sine prognoser for prisen på den europæiske referenceolie, Brent, for 2018 og 2019. Prisestimatet for Brent-olien i 2018 blev opjusteret til 72,84 dollar fra 71,74 dollar, mens estimaterne for 2019 blev løftet til 73,68 dollar fra 70,58 dollar.

Energiministeriet nedjusterede samtidig forventningerne til den amerikanske råolieproduktion til 10,66 mio. tønder om dagen mod 10,68 mio. tønder. I 2019 forventes en produktion på 11,50 mio. tønder om dagen - en nedjustering fra den tidligere forventning om 11,70 mio. tønder om dagen.

De kommende amerikanske sanktioner mod den iranske olieeksport, der træder i kraft fra november, rykker hastigt nærmere. USA har i forbindelse med sanktionerne lagt et pres på andre regeringer om at skære ned på import af iransk olie, hvilket ifølge Reuters skaber forventninger om et strammere marked.

Den russiske energiminister, Alexander Novak, advarer onsdag om omfanget af USA's sanktioner mod Iran.

»Der er en stor usikkerhed på markedet - hvordan de lande, der køber tæt på 2 mio. tønder iransk olie om dagen, vil reagere. Situationen bør iagttages nøje, og de rette beslutninger bør tages,« siger Alexander Novak til Reuters.

Alexander Novak udtaler desuden, at det globale oliemarked er "skrøbeligt" på grund af geopolitisk risici samt forsyningsforstyrrelser og tilføjer, at Rusland om nødvendigt kunne øge sin olieproduktion med 300.000 tønder om dagen i forhold til oktober 2016, hvor olieproduktionen ifølge Reuters var 11,245 mio. tønder om dagen.

Orkanen Florence, der forventes at ramme den amerikanske østkyst fredag, hæver også oliepriserne grundet en stigende efterspørgsel på benzin og diesel.

En tønde Brent-olie koster onsdag morgen 79,38 dollar mod 78,54 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 69,90 dollar mod 68,65 dollar tirsdag eftermiddag.

Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1194,17 dollar mod 1192,05 dollar tirsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 5878 dollar mod 5880 dollar tirsdag eftermiddag.